Der var lørdag aften meldinger om, at amerikansk militær var begyndt at sende granater ind over byen Mosul i Irak.
Det oplyste det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu med henvisning til kurdiske kilder.
Dermed tyder noget på, at den længe ventede operation for at fravriste storbyen fra Islamisk Stat (IS) så småt er begyndt.
Desuden har fly fra Iraks luftvåben ifølge CNN lørdag aften kastet avislignende flyveblade ned over byen for at advare indbyggerne om, at en offensiv er nært forestående.
- Vi forbereder os på at gå i aktion og befri Mosul og genoprette sikkerhed og stabilitet i regionen, lyder en overskrift på en af flyvebladenes i alt fire sider, skriver CNN.
Indbyggerne bliver også fortalt, at koalitionsstyrker rykker frem mod Iraks næststørste by, og at ingen skal gå i panik. Folk rådes til at forblive i deres hjem samt lukke og sikre døre og vinduer.
Amerikansk militær sendte lørdag aften granater ind over Mosul fra en position cirka 20 kilometer øst for byens centrum.
Det oplyste en officer fra de kurdiske peshmerga-styrker til det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu. Han omtaler IS som Daesh.
- Daesh-terroristerne er begyndt at afbrænde dæk for at blokere udsynet for kampflyene, efter at den internationale koalition har ramt området, siger Omer Huseyin, en ledende peshmerga-officer, til Anadolu.
En anonym kilde fra Pentagon siger dog til det tyrkiske nyhedsbureau, at en "fuldskala-offensiv endnu ikke er startet".
IS har kontrolleret Mosul med cirka én million indbyggere i over to år.
Det har længe forlydt, at stormen på Mosul var tæt på at begynde. Flygtningeorganisationer siger, at kampen om byen kan sende et enormt antal civile på flugt.
Islamisk Stat har i den seneste tid placeret mange lureminer i Mosul. Bevægelsen har også gravet tunneler og rekrutteret børn som spioner som forberedelse til det måske afgørende slag.
Det sagde en amerikansk embedsmand forleden til Reuters.
Hvis jihadisterne mister kontrollen over Mosul, vil det være det hidtil mest alvorlige tilbageslag for den ekstreme organisation.
Det var netop fra en moské i Mosul, at IS' leder, Abu Bakr al-Baghdadi, i 2014 udråbte et kalifat, som omfatter store landområder i Syrien og Irak.
Den irakiske regering i Bagdad siger, at en befrielse af Mosul vil være afslutningen på Islamisk Stats tilstedeværelse på irakisk territorium.
/ritzau/