Louise er alene i Gram med sine børn på fem og 11 år. Hun kender sine børns aflastningsfamilie, men ellers ingen.
Hun er lige flyttet til byen. På flugt fra kontanthjælpsloftet, der betyder, at hun fra oktober ikke ville have haft råd til at betale sin husleje i lejligheden i Odense.
Louise er en af de kontanthjælpsmodtagere, der må klare sig for færre penge i hverdagen på grund af kontanthjælpsloftet. Hun har indvilliget i at fortælle sin historie, men ønsker at være anonym. Avisen.dk kender hendes identitet.
Hendes veninder, hendes søns far og hans familie, der nogle gange hjalp dem, er i Odense. Det samme er hendes to ældste sønner på 17 og 19 år. Den ældste er i lære og kunne ikke flytte med, og den yngre er flyttet til sin far, så han kunne blive på sin uddannelse med sine venner.
- Nu har vi godt nok tag over hovedet, men vi har ikke noget som helst andet, og de to storebrødre er 110 kilometer væk. Så det har splittet familien, og lillesøster på fem kan ikke falde i søvn om aftenen, fordi hun savner storebror. Så er det endnu hårdere, at man ikke kan sige, at han kommer på fredag, siger hun.
For Louise har ikke råd til sønnens busbillet fra Odense. Når man flytter, skal man starte forfra med at melde sig ledig og søge kontanthjælp i en ny kommune.
- Hvis de ikke giver mig en slags akuthjælp i morgen, har jeg ikke engang penge til mad. Fordi jeg var tvunget til at flytte, siger hun.
Besvimede i klassen
Louise er uddannet pædagog, og arbejdede i en børnehave til hun måtte opgive at tage forældresamtalerne og andre svære situationer. Hun kalder sit arbejdsliv for ”et langt helvede”. Hun kunne ikke holde til at arbejde fuld tid og gik ned på 29 timer, og havde alligevel for mange sygedage.
Hun kæmper med angst, depression og to kroniske psykiske lidelser. Når hun kommer i situationer, der presser hende, besvimer hun eller kaster op.
Efter at have sagt pædagogjobbet op, prøvede hun at læse til socialrådgiver, men der besvimede hun hele tiden.
- Jeg kunne ikke være i sådan et klasselokale med 28 andre. Min krop lukker ned, hvis jeg bliver tvunget ud i noget. Jeg har prøvet at ligge på gulvet og flyde i Fætter BR, nede i Netto og ude på vejen. Så nogle gange har jeg været blå på den ene side af kroppen, fordi jeg er drattet ind i noget, fortæller Louise.
Siden socialrådgiverstudiet har hun været sygemeldt på kontanthjælp. Det er seks et halvt år siden.
- De har sagt til mig på jobcenteret, at man ikke skal være sygemeldt, når man er på kontanthjælp. Så hører man ikke hjemme der. Men hvor så? Det kunne de ikke svare på, siger Louise.
Skrevet op i fem boligforeninger
Louise har været sendt på på angstkursus, men fik det dårligere, og til en kommunal psykolog, der stoppede. Hun har også fået afslag på at komme i ressourceforløb, for der skal man også kunne klare praktik.
- På Jobcenteret læser de bare lægeerklæringen fra psykiateren og siger, at jeg ikke er klar til praktik endnu og skal have ro. Nu er der gået seks et halvt år. Så burde jeg da have ret til om ikke andet en midlertidig førtidspension, siger hun
Før Louise flyttede fra Odense stod hun præcis i centrum for lovændringerne i kontanthjælpen. Kontanthjælpsloftet rammer især enlige forsørgere med høj boligstøtte, og jo flere børn, jo mere mister man.
Målet er at gøre forskellen større mellem det, man kan få i offentlige ydelser, og hvad man kan tjene på et lavtlønsjob. Så der er større incitament til at arbejde.
- Men jeg kan jo ikke tage et arbejde. Jeg har speciallægens udsagn for, at jeg ikke kommer til at arbejde på normale vilkår igen. Det, jeg fejler, er kronisk, siger hun.
I november sidste år, efter regeringen lagde forslaget til kontanthjælpsloft frem, skrev hun sig op i fem boligforeninger rundt omkring og har siden søgt på udlejningsportaler efter alle boliger til omkring 4.000 kroner.
- Jeg kunne regne ud fra de tal, der kom ud i efteråret, at bare i boligstøtte ville jeg miste 2.600 kroner, og mine børns sagsbehandler sagde, at hun troede, det ville blive vedtaget, siger Louise.
Hun spurgte om hjælp på kommunen, men siger, at de ikke kunne love hjælp til billig bolig, og hvis der var noget, var det i Vollsmose.
Søn overfaldet tre gange
Familien har kunne flytte til Gram, fordi Louise lånte penge til indskuddet af et familiemedlem. Man kan godt få et boligindskudslån af kommunen, men kun et af gangen, og hun havde allerede et til den gamle lejlighed.
- Det er jo rimeligt nok. Men jeg synes bare ikke, at jeg selv er ude om, at jeg må flytte igen, for jeg kunne sagtens bo der efter de gamle regler. Det er de der 3.-4.000, man mister med kontanthjælpsloftet, der vælter læsset for mig og mange andre, siger hun.
I den tid, hun har søgt billig bolig, kom der ikke en eneste ledig bolig i Odense.
- Jeg har ikke fået noget tilbudt i Odense, selvom jeg havde skrevet mig op alle steder undtagen i Vollsmose. Der har vi nemlig prøvet at bo, og der blev min ene søn overfaldet tre gange. Det vil jeg have lov at sige, at jeg aldrig byder mine børn igen, siger Louise.
På jobcenter med brækpose
Rækkehuset i Gram er fint og har fire værelser og koster omkring 4.100 kroner. Der er en lille have til, og det er bedre end noget, hun kunne få i de store byer.
- Men jeg føler mig lidt deponeret. Jeg bor her jo ikke frivilligt. Det er det bedste kompromis, når det nu skal være sådan, siger hun.
I hverdagen er angstanfaldene er et stort problem for Louise.
Hun har kastet op, fordi der kom for mange mennesker i bussen. Det har også taget hende flere forsøg at nå frem til Jobcenteret i den anden ende af kommunen for at melde sig ledig. Den ene gang blev hun sat af bussen, fordi hun besvimede på vej ind i den.
- Så sætter de mig af, for sådan en vil de da ikke have med. ’Du skal da vist til læge i stedet for med bussen’. Men jeg er nødt til at tage den bus for at komme til jobcentret i den anden ende af kommunen. Jeg har også et par poser med, jeg kan kaste op i, og skiftetøj. Det er fuldstændig vanvittigt at man er nødt til at være udstyret sådan, for at komme til et møde med et jobcenter, siger Louise.
Hele hendes sag skal starte forfra på grund af flytningen. Også vurderingen af, om hun kan arbejde 225-timer om året, som også er et i kravene i forbindelse med kontanthjælpsloftet.
I Odense vurderede kommunen, at hun godt kunne arbejde 225 timer om året, og derfor skal trækkes 1.000 kroner om måneden fra oktober, hvis hun ikke gør det.
- Jeg har ikke engang været i praktik i over seks år, fordi de ikke mente, jeg var klar endnu. Men de 225 timer mente kommunen godt, man kunne tage hen over året, hvis man bare havde en brøkdel af arbejdsevne, siger hun.
Frygter medicin ryger
I de næste uger får Louise og de andre, der rammes af kontanthjælpsloftet, besked om, præcis hvor mange penge de får fremover.
Louise synes, at ventetiden har været lang, siden regeringen præsenterede kontanthjælpsloftet sidste år i oktober.
- En ting, der virkelig provokerer mig, og som jeg har angstanfald på alle tidspunkter af døgnet over, er at hele vores eksistensgrundlag er truet. For jeg ved ikke, hvor mange penge vi får. Bliver der råd til at storebror, som vi måtte lade blive tilbage i Odense, overhovedet kan komme herover?
Hun får medicin mod angst og depression og for højt blodtryk. Tre slags. Men i disse uger tager hun ikke det hele, for hun er ved at optjene medicintilskud forfra, og har ingen penge på grund af flytningen. Lægen har også sagt, at hun burde gå til massage, for hun har smerter i hele kroppen.
- Jeg frygter bare, at min medicin ryger. For alt andet er røget. I starten havde vi bil. Den røg ret hurtigt væk. Vi har ingen dyre interesser. Jeg ryger og drikker ikke. Jeg klipper mig selv. Det eneste jeg kan skære væk er internet. Men min søn skal lave lektier på nettet og al kommunikation med skole og børnehave er via nettet. På biblioteket kan man låne computer et par gange om ugen, men det duer ikke rigtigt, siger hun.
Kan miste aflastningsfamilie
Efter flytningen skal den nye kommune også starte forfra med at vurdere, om hendes to yngste børn fortsat har ret til den aflastningsfamilie, de er hos hver anden weekend.
Det er de, fordi Louise på grund af angst har så svært ved at tage dem med ud og opleve ting.
- Når man får sådan et anfald af bare at tage en bus, så tager man jo ingen steder frivilligt, siger hun.
Derhjemme klarer hun tingene, men for en dreng på 11 år er det ikke nok.
- Vi laver is eller bager kage eller har lavet minibål i haven. Men hvis det er det eneste, man oplever i en ferie, er det jo ikke sjovt at fortælle i skolen længere. Og min datter var ved at blive asocial, fordi hun kun så mig og dagplejen. Hos aflastningsfamilien får de lært at komme mere ud, siger Louise.
Sidste gang hun fik aflastningsfamilie bevilliget, tog det et års sagsbehandling. Denne gang håber hun, at det går hurtigere.
- Ellers er aflastningsfamilien nødt til at tage andre børn ind, fordi de ikke kan vente så længe. Det vil også være svært for en 5-årig, hvis der går et år, hvor hun ikke ser de mennesker, hun er glad for, siger Louise.
Louise er et opdigtet navn. Redaktionen kender hendes identitet.