Flystyrt: Israelske eksperter skal bistå med ID-arbejde
Eksperter fra Israel skal deltage i identifikation af omkomne ved flykatastrofe, siger Israels regering.


Et hold israelske eksperter med erfaring fra identifikation af kropsdele fra selvmordsangreb, skal bistå med at håndtere og identificere de omkomne ved Germanwings-tragedien i det sydlige Frankrig.

De otte eksperter er hentet i en gruppe ved navn Zaka, som blev grundlagt af religiøse jøder i 1995 efter flere terrorangreb, hvor ofrenes lemmer ofte var blevet spredt ud over et stort område.

Eksperterne vil bidrage i bjærgningsarbejdet, og de skal blandt andet hjælpe med at indsamle kropsdele. De har fået et særligt ansvar med at forsøge at finde en israelsk passager, som var blandt de 150 omkomne ved flystyrtet.

- Otte frivillige medarbejdere fra redningstjenesten Zaka vil hjælpe med identifikation af de dræbte, hedder det i en presseerklæring fra den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus, kontor.

Zaka samler efter angreb alle rester ind, så de døde kan blive begravet fuldstændigt.

Flyet tilhørte Germanwings, der er Lufthansas lavprisselskab. Flyet var på vej fra den spanske by Barcelona til Düsseldorf i Tyskland, da det forulykkede.

Lydoptagelserne fra det forulykkede Germanwings-fly afslører, at styrmanden efter alt at dømme satte flyet ind på en dødskurs med vilje.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.