Flystyrt: Bygger nu vej til ulykkesstedet
Germanwings-fly styrtede ned i svært fremkommeligt bjergområde, og nu vil man etablere en vej til stedet.
Her ses redningsarbejdere på ulykkesstedet. Nu bygger Frankrig en fremkommelig vej til stedet.
Her ses redningsarbejdere på ulykkesstedet. Nu bygger Frankrig en fremkommelig vej til stedet. Foto: Laurent Cipriani/AP


Franske myndigheder vil bygge en vej gennem det ufremkommelige område til stedet, hvor en Airbus 320 fra Germanwings styrtede tirsdag i denne uge.

Det siger den franske anklager Brice Robin.

Der bliver tale om en vej for terrængående køretøjer, som skal bruges til oprydningsarbejdet. Den skal være klar allerede mandag.

Han bekræfter samtidig, at der er fundet DNA-spor fra 78 af passagererne under arbejdet med at identificere de omkomne og rydde op efter ulykken, som kostede 150 menneskeliv.

Flyet blev splittet i utallige dele, som er spredt over et stort område i bjergene, og redningspersonale er blevet fløjet til området i helikoptere - andre er nået frem til fods.

Anklageren meldte kort tid efter fundet af flyets sorte boks, at lydoptagelserne fra cockpittet peger på, at styrmanden Andreas Lubitz bevidst styrede flyet i døden.

Siden er det kommet frem, at Lubitz led af en række problemer.

Blandt andet var han i neurologisk og psykiatrisk behandling, men han skjulte angiveligt dette for sin arbejdsgiver Germanwings. Senest er det kommet frem, at han også skulle have haft nethindeløsning - en tilstand der kan føre til blindhed.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.