Flyselskabet Jet Time lancerer redningsplan
Dårlig økonomi betyder, at Jet Time, der flyver for både SAS og charterselskaberne, må bede om hjælp.


Jet Time, der står for flyvningen på nogle af SAS' indenrigsruter, og som også flyver mange charterselskabers gæster på ferie, er i økonomiske problemer.

Et underskud på knap 70 millioner kroner i det seneste regnskabsår betyder, at selskabet nu iværksætter en nødplan.

Det fremgår af en intern mail, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af. Ifølge mailen har selskabet både måttet bede sin bank og sine aktionærer om støtte.

Direktør Klaus Ren bekræfter indholdet af mailen. Han understreger dog, at situationen ikke umiddelbart er livstruende for selskabet.

- Vi skal nok være her om et og to år. Men det er ikke det, der er interessant for os - det er om vi har en arbejdsplads om fem og 10 år, siger han til DR Nyheder.

Det fremgår af mailen, at virksomheden skal finde 20 millioner kroner på budgettet indenfor de næste 100 dage.

Ud over passagerflyvning har Jet Time også fire fragtfly, som hovedsageligt bruges til kurervirksomhed.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.