Flyselskabet Jet Time fyrer hver tredje medarbejder
Hvis Jet Time skal overleve, er det nødvendigt at afskedige hver tredje medarbejder, siger Jet Times direktør.
278 medarbejdere i Jet Time skal senest i efteråret 2017 forlade deres stillinger, men vil modtage deres opsigelser i december.
278 medarbejdere i Jet Time skal senest i efteråret 2017 forlade deres stillinger, men vil modtage deres opsigelser i december. Foto: Jet Time/Free


Hver tredje medarbejder i det danske flyselskab Jet Time vil i løbet af december modtage en opsigelse.

278 medarbejdere bliver over de næste ni måneder afskediget i forsøget på at sikre selskabets overlevelse, og 253 fuldtidsstillinger vil blive nedlagt, oplyser Jet Times HR Afdeling.

Fyringerne skyldes, at ledelsen har besluttet at lukke to af selskabets tre forretningsområder. Selskabet dropper flyvninger for SAS og udfaser fragtoperationerne.

Medarbejderne skal senest i efteråret 2017 forlade deres stillinger.

- Det er et stort og drastisk skridt at skulle afskedige så mange loyale og dygtige medarbejdere.

- Det er desværre også et nødvendigt skridt, hvis Jet Time skal overleve på længere sigt, udtaler administrerende direktør i Jet Time, Jørgen Holme.

Fremover vil flyselskabet udelukkende beskæftige sig med charterflyvninger i Norden med kun én flytype og ACMI-opgaver for større, nationale flyselskaber.

- Vi vender tilbage til Jet Times oprindelige kerneforretning, charterflyvninger, som var den, der lagde grundstenen for selskabets succes, siger han.

- Nu tager vi de nødvendige skridt, således at Jet Time igen bliver en rentabel forretning med en forenklet forretningsmodel og kun én flytype i flåden.

Jet Time, som gik på vingerne i 2006, vil bevare mere end 300 stillinger i Danmark og Finland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.