Flygtningekrise i Grækenland: Danske turister har nødhjælp med i kufferten
Flere turister på vej til den græske ø Lesbos har pakket ekstra tøj i kufferten, som de kan donere til de tusindvis af flygtninge fra Mellemøsten, der ankommer til øen.
Flere danske turister benytter sig nu af muligheden for at fylde nødhjælp i kufferten til flygtninge, der ankommer til den græske ø Lesbos.
Flere danske turister benytter sig nu af muligheden for at fylde nødhjælp i kufferten til flygtninge, der ankommer til den græske ø Lesbos. Foto: Scanpix


Søndag satte rejsebureauet Spies ifølge Politiken en ny rekord: Da benyttede et hidtil uset antal rejsende sig af et nyt tilbud, der muliggør, at turister på vej til Lesbos kan tage 20 kg ekstra bagage med gratis - så længe det er tøj eller andet, de vil donere til nogle af de tusindvis af flygtninge fra Afghanistan, Irak, Syrien og andre mellemøstlige lande, der er ankommet til den græske ø i små både.

Efter ankomsten venter der dem en gåtur på omtrent 60 kilometer, før de kan blive registreret i en primitiv flygtningelejr. Ifølge græsk lovgivning må de lokale og turister ikke hjælpe flygtningene på vej, men nødhjælp i form af donationer af tøj og andre genstande er der intet til hinder for.

"Selv en lille børnekasket er jo for eksempel guld værd, når børn skal gå så langt i den bagende sol", siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies til Politiken.
Han fortæller, at 20 passagerer ud af omtrent 200, der søndag rejste til Lesbos med flyselskabet Thomas Cook, har benyttet sig af tilbuddet om ekstra bagage.

"Der har jo været lidt diskussion om, hvor meget værdi det egentlig har. Vores gæster kommer jo ikke med noget, der kan flytte bjerge, men mange bække små gør forhåbentlig en forskel. Det har jo også en værdi over for grækerne - at de føler, vi bakker dem lidt op på en eller anden måde", siger Torben Andersen med henvisning til, at grækerne ikke bare kæmper med flygtningeproblematikken, men også med en gældskrise.

Spies har flere gange oplevet, at folk ringer eller skriver via Facebook for at finde ud af, hvordan de kan hjælpe det stigende antal flygtninge, mens de er på ferie på øen. Også Dansk Flygtningehjælp bekræfter, at de har modtaget lignende henvendelser.

Flere rejsebureauer fortæller, at de er opmærksomme på at briefe deres kunder, så de ikke gør noget ulovligt i deres iver for at hjælpe de mange nødstedte. Ifølge FN-organisationen UNHCR har Grækenland i det første halvår af i år modtaget 78.256 flygtninge - Lesbos alene 32.891.
Men det er op til de lokale myndigheder at yde den primære hjælp til det konstant voksende antal nødstedte, fastslår rejseambassadør Stig Elling fra Bravo Tours over for Politiken.

"Det er vigtigt, at turisterne ikke blander sig for meget. Det er myndighederne, der skal ordne det her og sørge for, at alt foregår i god ro og orden".

Rejseselskabet ser dog meget gerne, at turisterne blandt sommertøjet i kufferterne også gemmer tøj og andre sager, som de kan give til hjælpeorganisationer på øen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.