Flygtningekrise flytter uden om Danmark: Færre søger asyl
Danmark får færre asylansøgere end sidste år, viser tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.
På trods af store flygtningestrømme over den danske grænse, søger færre asyl end sidste år.
På trods af store flygtningestrømme over den danske grænse, søger færre asyl end sidste år. Foto: Scanpix


Selv om tusinder af flygtninge og migranter er rejst over den dansk-tyske grænse, hvorfra mange vandrede mod Sverige ad Sydmotorvejen, søger færre asyl end sidste år.

Det viser nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. Mens 11.044 personer søgte asyl i Danmark i de første ni måneder af 2014, så kom kun 9700 personer i de første tre kvartaler i år, skriver Jyllands-Posten.

Onsdag morgen skal justitsminister Søren Pind (V) og integrationsminister Inger Støjberg (V) i et åbent samråd i Folketingets Retsudvalg forklare, om politiet havde for få ressourcer til at klare flygtningekrisen.

Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, er tilfreds med, at færre søger asyl.

- Siden vi kom til magten i juni måned, har der været betydeligt færre asylsøgere i Danmark end året før. Og det er jo sket på trods af, at der har været et markant større pres på resten af Europa, siger Marcus Knuth til Jyllands-Posten.

- Men dermed ikke sagt, at vi nu endegyldigt kan konkludere efter tre måneder, at vores stramninger ene og alene er årsag til det fald, vi har set, siger han.

Venstres ordfører mener, at flere udlændinge fravælger Danmark, fordi Folketingets flertal har sænket integrationsydelsen til udlændinge.

- Det er tredje måned i træk, at antallet er lavere end under den tidligere regering, og det peger jo på, at vores meget omfattende stramninger har en effekt, siger Marcus Knuth.

Derimod beskylder Socialdemokraternes udlændingeordfører, Dan Jørgensen, regeringen for løftebrud.

- Det er åbenlyst, at der ikke er sket en straksopbremsning. Det er statsministeren jo også selv løbet fra. De regner jo i deres finanslov med, at der vil komme 15.000 i år, siger Dan Jørgensen.

Der kommer færre asylansøgere, fordi asylreglerne blev strammet sidste efterår, da Helle Thorning-Schmidt var statsminister, mener han.

- Den stramning, vi lavede, da vi havde regeringsmagten, var netop et forsøg på at skrue på antallet. Der er næppe tvivl om, at vores stramning har virket, siger Dan Jørgensen.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, er ikke imponeret over, at færre søger asyl.

- 2014 var et rekordår, så det er slet ikke det, man skal sammenligne med. Der er ikke sket nogen opbremsning. Den er ikke leveret fra Venstres side, siger Martin Henriksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.