Flygtningehjælpen kan ikke leve med mistillid
Sagen om de borgerliges mistillid til Flygtningenævnet skal drøftes på møde i Dansk Flygtningehjælp tirsdag.
Venstre har mistet tilliden til Flygtningenævnets afgørelser. Generalsekretær i Dansk Flygtningshjælp Andreas Kamm mener de borgerliges mistillid er et problem.
Venstre har mistet tilliden til Flygtningenævnets afgørelser. Generalsekretær i Dansk Flygtningshjælp Andreas Kamm mener de borgerliges mistillid er et problem. Scanpix, arkiv


Det er et stort problem, hvis man i almindelighed ikke har tillid til det, der skal være domstolene, og det er en meget uheldig konsekvens af de politiske diskussioner.

Det siger Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, efter at de borgerlige partier i tilfælde af en valgsejr har varslet en ændring af Flygtningenævnets sammensætning, så Dansk Flygtningehjælp i fremtiden ikke skal kunne udpege medlemmer til nævnet.

Venstre har ifølge Jyllands-Posten mistet tilliden til Flygtningenævnets afgørelser og mener, at uafhængigheden er gået fløjten.

- Jeg bryder mig ikke om situationen. Hvis man først vakler på sin tillid til en domstol, så duer det bare ikke, siger Andreas Kamm.

- Som generalsekretær for en stor organisation, som er både i Danmark og ude i verden for at løse konkrete opgaver på Jorden - så mener jeg ikke, at vi kan leve med at være involveret i sådan en mistænkeliggørelsessag, siger han.

Derfor har Kamm aftalt med formanden for interesseorganisationen at tage sagen op på et forretningsudvalgsmøde tirsdag.

- Jeg ville befinde mig skidt ved ikke at have sådan en drøftelse i det øverste beslutningsorgan om, hvordan vi skal forholde os til det. Vi ser os som nogen, der hjælper og har sagt ja til at løse en opgave for at styrke sagsbehandlingen og legitimiteten af Flygtningenævnet.

- Hvis det er det modsatte, der sker, er der noget galt, og så må vi diskutere, om vi kan håndtere det på en anden måde, mener han.

Generalsekretæren vil ikke komme nærmere ind på konkrete løsninger inden mødet.

Han siger dog, at han ikke vil have noget problem med ikke længere at kunne udpege medlemmer til nævnet. Det er en opgave, som Dansk Flygtningehjælp har fået for at styrke sagsbehandlingen - ikke en opgave, som organisationen selv har krævet at få.

Ifølge Flygtningenævnet selv er det en politisk beslutning, hvordan nævnet sammensættes, og nævnet vil ikke kommentere sagen yderligere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.