Flygtningehjælp: Modtagecentre fordrer fælles fordeling
Kamm glæder sig over V-melding. Ser tegn på, at de europæiske lande rykker nærmere en fælles flygtningeløsning
Døgnet rundt strømmer flygtninge ind i Ungarn. Mange følger et jernbanespor fra Serbien til Ungarn. De fleste flygtninge/migranter krydser grænsen på den måde og undgår dermed det kontroversielle pigtrådshegn. Tilgængæld står politiet og venter 500 meter længere nede af jernbanen, klar til at sende dem videre til en lejr, som registrer dem og tager fingeraftryk.
Døgnet rundt strømmer flygtninge ind i Ungarn. Mange følger et jernbanespor fra Serbien til Ungarn. De fleste flygtninge/migranter krydser grænsen på den måde og undgår dermed det kontroversielle pigtrådshegn. Tilgængæld står politiet og venter 500 meter længere nede af jernbanen, klar til at sende dem videre til en lejr, som registrer dem og tager fingeraftryk. Foto: JACOB EHRBAHN/POLFOTO


Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm, ser tegn på, at de europæiske lande nærmer sig en forståelse af, at de må finde en fælles løsning for de mange flygtninge, der strømmer til.

I det lys glæder han sig over meldingen fra regeringspartiet Venstre, hvis EU-ordfører Morten Løkkegaard siger, at Danmark bør medvirke til, at der bliver oprettet fælles europæiske modtagecentre.

Men Andreas Kamm tvivler på, at de kan oprettes, uden at der samtidig er enighed om, hvordan flygtningene skal fordeles efterfølgende.

- Alle de fælles europæiske initiativer hviler i min optik på en større solidaritet, hvilket også vil indebære en fordelingsmodel mellem staterne, siger han.

- Jeg vil skyde på, at Ungarn og Østrig vil være positive over for, at der bliver lagt fælles europæiske kræfter i at modtage og måske sagsbehandle. Men de vil være kede af, hvis det betyder, at alle de flygtninge, der krydser ind, skal blive, siger Andreas Kamm.

Morten Løkkegaard siger til Politiken, at han ikke mener, at det at bidrage til modtagecentre også betyder, at Danmark skal tage imod en del af de flygtninge, der måtte få tildelt asyl i de fælleseuropæiske modtagecentre.

Meldingen kommer forud for et hasteindkaldt EU-ministermøde om flygtningesituationen, hvor de tre store EU-lande, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, har foreslået at oprette egentlige modtagecentre i EU-grænselande som Grækenland og Italien.

- Det rykker lige nu. Angela Merkel (den tyske kansler, red.) har lagt betydeligt pres på de europæiske medlemsstater i forhold til at finde en distributionsproces, og hun er gået foran ved at påtage sig et betydeligt ansvar selv, vurderer Andreas Kamm.

Og det er helt nødvendigt, at EU-landene finder ud af, hvordan flygtningene skal fordeles.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil ikke lægge sig fast på den danske linje før ministermødet i EU.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.