Flygtninge-tilskud: Nu er millionerne fordelt
De mange millioner, der skal ruste kommunerne til at tage imod og integrere flygtninge, er nu fordelt.
325 millioner til håndteringen af flygtninge er nu fordelt.
325 millioner til håndteringen af flygtninge er nu fordelt. Foto: MIKKEL KHAN TARIQ/POLFOTO


Det forventes, at Danmark i løbet af i år vil modtage flere flygtninge end sædvanligt. Derfor blev regeringen og KL tilbage i januar enige om, at kommunerne samlet set skulle have 325 millioner kroner i tilskud til at håndtere de mange flygtninge.

De penge er nu fordelt blandt landets 98 kommuner. 125 millioner kroner går til ekstraordinære udgifter til investeringer - særligt for hurtigt at kunne øge mængden af boliger. De resterende 200 millioner fordeles som et ekstra integrationstilskud.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Morten Østergaard (R), der er landets økonomi- og indenrigsminister, fastslår i pressemeddelelsen, at tilskuddet er nødvendigt.

- Danmark skal hjælpe alle de nødstedte, som kommer hertil. Med de store flygtningestrømme fra blandt andet Syrien, står kommunerne over for en langt større opgave med både at modtage og integrere flygtninge, siger han og fortsætter:

- Derfor er der naturligvis brug for ekstra ressourcer. Jeg er glad for, at kommunerne med tilskuddene får rum til at løse opgaven på en god måde, så integrationen kan komme i gang fra første dag.

Halvdelen af pengene udbetales med det samme, mens resten udbetales i løbet af 2015.

Begge tilskud fordeles med et blik på de såkaldte kommunekvoter, der betyder, at kommuner med mange nydanskere modtager færre flygtninge end kommuner med få flygtninge.

Det betyder, at nogle kommuner slet ikke er forpligtet til at tage imod flygtninge, fordi de allerede har mange.

Udlændingestyrelsen forventer, at Danmark i år vil modtage omkring 12.000 flygtninge. Det er hele 8000 flere end de 4000, som styrelsen oprindeligt forventede.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.