Flygtninge passerer frit gennem Hovedbanegården
Toget med hundredvis af flygtninge er nu ankommet til Hovedbanegården. De fleste rejser videre til Sverige.
Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Fredag eftermiddag ankom et tog fra Tyskland med hundredvis af flygtninge og migranter til Hovedbanegården i København.

Politiet var ikke til stede, og de fleste mennesker er allerede rejst videre til Sverige.

- Vi skal til Malmø, siger en mand fra Afghanistan. Han har sine tre brødre med sig, og forklarer, at resten af familien allerede er i Sverige, og det er derfor, han vil videre.

Han tager imod en flaske vand fra en frivillig. Den frivillige er fra Røde Kors, som har etableret en "mini-flygtningelejr" lige i midten af Hovedbanegården. Her er der tøj, mad, barnevogne og sko i massevis, og den tiltrækker en del opmærksomhed fra journalister og passerende.

- Vi tager kun imod kontanter og togbilletter til flygtningene nu. Folk har doneret så meget tøj og mad, det er meget gavmildt, siger Aslak, som er frivillig.

Og frivillige er der massere af. De har påklistrede skilte på trøjen som viser, hvilket sprog, de taler. De hjælper de trætte flygtninge og migranter med at finde over i de tog, de gerne vil med.

Mange af de nyankomne er fra Somalia. En børnefamilie fortæller, at de har været over 20 dage undervejs. De vil også gerne til Sverige.

- Vi er bange for, at vi ikke kan få asyl i Danmark, fortæller faren.

De Røde Kors-frivillige ved ikke, hvornår det næste tog med flygtninge og migranter kommer.

- Men vi bliver her hele dagen, siger en kvindelig frivillig, som står nede på perronen for at modtage og hjælpe.

Stemningen er afslappet og venlig og står i skærende kontrast til mandag, hvor politiet var stærkt repræsenteret på Hovedbanegården, da et tog fra Tyskland skulle ankomme med flygtninge og migranter.

De kom dog aldrig, da toget blev holdt tilbage i Padborg.

Men efter fem dage med et voldsomt asylpres mod Danmark har danske betjente nu helt opgivet at registrere eller få navne på de migranter og flygtninge, der kommer til landet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.