Flere steder i landet kan flygtninge ikke få arbejde eller komme i praktik som pædagogmedhjælper, pedel eller køkkenmedarbejder i børnehaver og på skoler.
Det er nemlig stort set umuligt for flygtninge at fremskaffe børneattester fra deres hjemlande. En børneattest fortæller, om en voksen har været straffet for overgreb på børn.
De manglende attester betyder, at flere kommuner udelukker flygtninge fra at arbejde med børn. Det skriver DR Midt og Vest.
Ikast-Brande Kommune er blandt dem, der har valgt at trække i bremsen. Kommunen har ellers gode erfaringer med flygtninge i jobpraktik i daginstitutioner.
- Her bevæger vi os på et ekstremt følsomt område, og vi vil ikke løbe nogen risiko. Uanset om man har været her længe eller i kort tid, så skal der en børneattest til, siger borgmesteren i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer (V), til DR Midt og Vest.
Også i Viborg og Holstebro er der indført ansættelsesstop for flygtninge i kommunernes daginstitutioner og skoler.
Formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune Claus Clausen (V) understreger, at det ikke skyldes manglende tillid til flygtninge.
- Danskere, som ikke kan fremvise en børneattest, kan heller ikke blive ansat i vores institutioner, siger Claus Clausen til DR Midt og Vest.
- Det er den normale procedure, uanset hvem det er.
Herning Kommune har til gengæld besluttet, at flygtninge aldrig må være alene med børn, når de er i praktik eller på arbejde i kommunens institutioner.
Kommunerne afventer nu KL's retningslinjer for, hvordan de skal håndtere de manglende børneattester.
/ritzau/