Flygtet svindler på julebesøg i Danmark - skal i fængsel
Efterlyst dansker bosat i Thailand vendte hjem til højtiden, men blev tilfældigt afsløret i færdselskontrol.


En efterlyst forretningsmand var rejst hjem til Danmark for at holde jul, men fejringen af højtiden kommer til at foregå på en anden måde end planlagt.

Den 47-årige mand er tirsdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet i tre uger, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Han sigtes for at have snydt de offentlige kasser for 5,9 millioner kroner i skat og moms i forbindelse med et rengøringsfirma, som han drev.

Da myndighederne zoomede ind på ham, valgte han tilsyneladende at flytte til Thailand med sin familie.

Men i hemmelighed har dommere i Glostrup afsagt kendelser om varetægtsfængsling in absentia af en række mistænkte i sager om økonomisk kriminalitet - og derefter er den 47-årige og flere andre blevet efterlyst internationalt.

- Han blev stoppet tilfældigt i Karlslunde i en færdselskontrol, oplyser senioranklager Bertil Håkonsson.

- Han har i retsmødet stort set erkendt forholdene, men skal lige løbe tallene igennem med sin forsvarer, fortæller senioranklageren.

Han håber, at straffesagen kan blive afgjort i januar.

- Vi er blevet lidt trætte af, at mistænkte unddragere, der har snydt statskassen for store beløb, smutter til udlandet, siger Bertil Håkonsson om baggrunden for, at anklagemyndigheden har fået retten til at afsige en stribe kendelser.

Tidligere på måneden blev en anden herre fra rengøringsbranchen idømt fængsel i to år, hvoraf hovedparten dog blev gjort betinget.

Også han var stukket af - men blev afsløret, da han forsøgte at krydse grænsen mellem Tyrkiet og Bulgarien.

Nu håber anklagemyndigheden, at flere andre internationale retsanmodninger og europæiske arrestordrer ligeledes snart giver pote.

De er rettet mod personer i for eksempel Sydamerika, røber senioranklageren.

- Vi har nogle stykker på bedding, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.