Fly med 19 faldskærmssoldater styrter ned i Amazonas
Årsagen til flystyrtet i Ecuador er endnu uklar. Præsident kalder det en tragedie.
Et fly med ecuadorianske tropper er styrtet ned i Amazonas. Styrtet er sket i et område, der hovedsageligt består af regnskov.
Et fly med ecuadorianske tropper er styrtet ned i Amazonas. Styrtet er sket i et område, der hovedsageligt består af regnskov. Foto: Yesica Fisch/AP


Et militærfly er tirsdag styrtet ned i junglen i Ecuador, og alle 22 personer om bord meldes dræbt.

Det oplyser Ecuadors præsident, Rafael Correa, på Twitter.

Blandt de dræbte er 19 soldater, der var på vej til faldskærmstræning. Flyet styrtede ned i Pastaza-provinsen tæt på grænsen til Peru. Området består hovedsageligt af regnskov.

Flyets to piloter og en mekaniker blev ligeledes dræbt.

- Der er ingen overlevende. Det er en tragedie, skriver Rafael Correa på Twitter uden at tilføje yderligere detaljer.

Årsagen til flystyrtet er endnu ikke slået fast. Men besætningen skal kort før styrtet have meldt om dårligt vejr og bedt om at få lov at vende om.

Forsvarsminister Ricardo Patino er sent tirsdag lokal tid på vej til stedet, hvor flyet er styrtet ned.

- Alle er ulykkelige over tabet af vores faldne brødre, skriver han på Twitter.

Ifølge øjenvidner blev flyet fuldstændig ødelagt, da det ramte jorden.

Der har været fire ulykker med militærhelikoptere i Ecuador siden 2009.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.