Med mere end 30 timers forsinkelse er et fly fra Abu Dhabi søndag eftermiddag landet i Düsseldorf efter en temmelig strabadserende tur.
Først måtte passagerne vente 13 timer i flysæderne, mens maskinen stod stille i De Forende Arabiske Emirater, da tæt tåge i Den Persiske Golf forhindrede afgang EY23 i at gå på vingerne.
Da Etihad-flyet endelig kom i luften og var godt på vej mod Tyskland, omkom en 73-årig mandlig passager, hvorpå flyet måtte mellemlande i Wien.
- Efter at have holdt passagerne i flyet i mere end 13 timer i aftes er EY23 mod Düsseldorf omdirigeret til Wien med en passager, som modtager hjertemassage, skriver en passager i en e-mail til det arabiske medie The National.
Dødsfaldet bekræftes ifølge nyhedsbureauet dpa af flyselskabet Etihad.
20 fly blev aflyst fra Abu Dhabi, og mange andre afgange blev forsinket i forbindelse med tågen.
Etihad har efter de mange aflysninger ændret i flyplanen og opfordrer passagerer til at udskyde deres rejse indtil 6. januar om muligt eller reservere andre fly.
/ritzau/