Fly fra koalition dræber 20 militante i Syrien
Tyrkiet fortsætter intense angreb på Islamisk Stat. Imens verdens opmærksomhed er rettet mod Mosul.
Et medlem af Islamisk Stat vifter med bevægelsens flag i Raqqa, som er hovedkvarter for jihadisterne i Syrien. Fly fra den amerikanskledede koalition har dræbt 20 militante islamister i Syrien, oplyser det tyrkiske militær tirsdag.
Et medlem af Islamisk Stat vifter med bevægelsens flag i Raqqa, som er hovedkvarter for jihadisterne i Syrien. Fly fra den amerikanskledede koalition har dræbt 20 militante islamister i Syrien, oplyser det tyrkiske militær tirsdag. Foto: Stringer/Reuters


Fly fra den amerikanskledede koalition har dræbt 20 militante islamister i Syrien i det seneste døgn. Det oplyser det tyrkiske militær tirsdag.

Det er næsten to måneder, efter at Tyrkiet indledte en operation for at tvinge jihadister væk fra områder tæt på den tyrkiske grænse.

Tyrkiet presser på med operationerne i Syrien. Imens er den internationale opmærksomhed rettet mod irakiske sikkerhedsstyrkers angreb på Islamisk Stat (IS) i storbyen Mosul i den nordlige del af Irak.

Koalitionen har de dræbt de 20 islamister i Syrien på 11 luftangreb. Angrebene er udført i områderne Kar Kalbayn, Ghuz, Hassajik og Tiltanah.

Under angrebene er to af IS' forsvarsstillinger og tre af bevægelsens køretøjer blevet udslettet.

Tyrkiske krigsfly har også gennemført separate luftangreb og ødelagt adskillige af IS' stillinger.

Tyrkiets operationer finder sted under navnet "Eufrat Skjoldet". De har til formål at sikre den tyrkiske grænse mod både Islamisk Stat og de kurdiske YPG-militsgrupper.

De kurdiske militser skal under operationen tvinges tilbage til et område øst for floden Eufrat.

Operationen blev indledt 24. august. Siden har oprørsstyrkerne vundet kontrol over et territorium på mere end 1240 kvadratkilometer.

Det tyrkiske militær har trænet 3000 soldater, som deltager i offensiven mod Mosul i Irak.

Tyrkiets engagement i konflikten i Syrien kan om nødvendigt blive ved i flere år. Det siger regeringskilder i landet. Tyrkerne frygter etniske konflikter i det nordlige Syrien vil styrke kurdiske grupper.

Tyrkiet opfatter YPG-militsen som en fjendtlig styrke, der er en forlængelse af det forbudte kurdiske arbejderparti PKK, som har kæmpet en blodig kamp mod den tyrkiske stat i tre årtier.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.