Eftersøgningen efter det forsvundne MH370-fly på bunden af Det Indiske Ocean kan være overstået om fem til syv dage.
Det siger australske kilder tæt på eftersøgningen til nyhedsbureauet Reuters.
En amerikansk miniubåd af typen Bluefin-21 er i øjeblikket i gang med at undersøge havbunden og et område, der er indsnævret til en radius på 10 kilometer omkring stedet, hvor et af fire signaler blev opsnappet.
Signalerne kommer muligvis fra det forsvundne flys sorte boks.
- Forudsat at vejret er gunstigt for søsætning, og at vi har et godt forløb med AUV (miniubåden, red.), bør vi kunne afslutte eftersøgningen af det fokuserede undersøiske område om fem til syv dage.
Det skriver teamet bag den samlede eftersøgning i en mail til Reuters.
Myndighederne har ikke meddelt, om de er overbeviste om, at eftersøgningen vil give ny brugbar information om flyets skæbne.
De oplyser heller ikke, hvad næste skridt vil være i tilfælde af, at den undersøiske eftersøgning viser sig at være resultatløs.
Flyet fra Malaysia Airlines havde 239 mennesker om bord, da det forsvandt undervejs fra Kuala Lumpur til Beijing. Endnu er der ikke fundet nogen forklaring på, hvorfor flyet pludselig ændrede kurs og forsvandt sporløst fra radaren.
Fly og skibe fra flere forskellige lande har dagligt i løbet af de sidste to måneder forgæves forsøgt at fange glimt af vragdele fra flyet flydende rundt på havet.
Den intense eftersøgning er den dyreste operation af sin slags i luftfartens historien, skriver Reuters.
/ritzau/Reuters