Flugtbilist torpederer hus i Ringe
Bil med stjålne nummerplader nægtede at standse ved rutinekontrol. I stedet endte den i husgavl.
Politiet foretog torsdag en rutinekontrol på Fyn. En bilist nægtede at standse og torpederede en husgavl.
Politiet foretog torsdag en rutinekontrol på Fyn. En bilist nægtede at standse og torpederede en husgavl. Foto: Colourbox/free


Brandvæsnet er torsdag aften blevet tilkaldt for at sørge for afstivning af en husgavl i Ringe, der er blevet torpederet af en bil på flugt fra politiet.

Påkørslen er sket kort før klokken 19 torsdag aften.

En 27-årig mand, som var fører af bilen, er anholdt i forbindelse med huspåkørslen, fortæller Mie Brøchner, der er vagtchef hos Fyns Politi.

- Føreren forsøger i første omgang at stikke af fra politiet, da man forsøger at standse ham i en rutinekontrol, fortæller Mie Brøchner.

Bilen var forsynet med stjålne nummerplader, og ordensmagten valgte i første omgang at jagte bilen.

- Men det gik lidt for stærkt, så man besluttede at slippe, og så eftersøgte man i stedet bilen i området. Kort tid efter fandt man den, hvor den var kørt ind i en husgavl, fortæller Mie Brøchner.

Ud over den 27-årige mand var der også en kvinde i bilen. Ingen af de to er dog kommet nævneværdigt til skade, oplyser vagtchefen.

Mie Brøchner har ingen oplysninger om, hvorvidt der opholdt sig personer i det hus, som blev ramt af bilen.

Den 27-årige bliver nu afhørt, og herefter vil man tage stilling til, om der er grundlag for at kræve manden varetægtsfængslet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.