Flügger forventer fald i omsætning efter sløj sommer
Flügger nedjusterer efter vigende omsætning i juni og juli. Også på længere sigt sænkes forventningerne.
Malingkoncernen Flügger har døjet med faldende omsætning i juni og juli.
Malingkoncernen Flügger har døjet med faldende omsætning i juni og juli. Foto: Polfoto/Polfoto


Flügger-koncernen, der sælger maling til professionelle og private, har haft en sommer, der ikke er gået som forventet.

Selv om omsætningen i maj lå højere end forudset, så skuffede salget i juni og juli.

Derfor varsler selskabet allerede nu i en fondsbørsmeddelelse, at man skruer ned for forventningerne til årsregnskabet.

For 2016/17 venter Flügger et driftsresultat på 40-50 millioner kroner i modsætning til de 70 millioner kroner, som tidligere er meldt ud.

Desuden erkender ledelsen, at målet om en årsomsætning på tre milliarder kroner i 2020/21 ikke er realistisk at opnå.

Ved samme lejlighed oplyser ledelsen, at man agter at styrke direktionen ved at fordoble medlemstallet til fire.

En af den nye ledelses vigtigste opgaver bliver at få ryddet op i de problemer, som et nyt administrationssystem har skabt.

- Det indebærer kritisk gennemgang af sortiment, samarbejdsaftaler samt organisation.

- Det vil koste på såvel top- som bundlinje, men styrke cash flow og soliditet samt gøre koncernen mere konkurrencedygtig fremadrettet, hedder det i meddelelsen.

Den tidligere salgsdirektør Jimmi Mortensen overtog posten som administrerende direktør 1. august.

Det skete, efter at den tidligere topchef, Peter Røpke, forlod Flügger til fordel for en topstilling hos teleudstyrsproducenten RTX.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.