FLSmidth-resultat skuffer både analytikere og aktionærer
Resultatet for tredje kvartal er langt bedre for FLSmidth i år end sidste år, men ikke helt så højt som ventet
FLSmidth imponerer ikke i deres resultat for tredje kvartal.
FLSmidth imponerer ikke i deres resultat for tredje kvartal. Foto: FLSmidth/free


Ingeniørkoncernen FLSmidth får plus på bundlinjen, efter at tredje kvartal er gjort op, og dermed er der langt til det massive underskud fra tredje kvartal sidste år. Alligevel lever selskabet ikke helt op til analytikernes forventninger.

FLSmidth blev handlet i et solidt plus før selskabets regnskab blev offentliggjort fredag middag, og aktien kom efter regnskabet op i 286 kroner. Siden forstummede glæden, og plusset blev forvandlet til et minus på 4,3 procent til 255,3 kroner.

- Regnskabet var på indtjeningen bedre end ventet, og det affødte en positiv reaktion, men det var ene og alene drevet af Cembrit, og ikke kerneaktiviteterne, siger Jesper Christiansen, analytiker i Alm. Brand Markets, til Ritzau Finans.

FLSmidth fik i årets tredje kvartal et overskud før skat på 328 millioner kroner mod et underskud på 802 millioner kroner i samme periode året før, oplyser selskabet til fondsbørsen.

Men et gennemsnit på ni analytikere havde ifølge Ritzau Finans ventet, at FLSmidth ville hive et overskud hjem på 340 millioner kroner før skat. Dermed kom koncernen ud med et lidt lavere resultat for kvartalet end ventet.

Investorerne så dog positivt på regnskabet fra ingeniørkoncernen kort tid efter, at det var offentliggjort. Da steg aktierne i FLSmidth 4,35 procent til kurs 278,30.

Regnskabet viste højere overskudsgrad end ventet trods en skuffende omsætning.

Omsætningen løb op i 5,5 milliarder kroner mod 6,7 milliarder kroner i samme kvartal sidste år. Analytikernes forventninger var en spids højere med en omsætning på 5,5 milliarder kroner. Overskudsgraden var på ni procent i kvartalet mod en skønnet overskudsgrad på 8,6 procent.

FLSmidth kom ud af årets første ni måneder med et samlet resultat på 567 millioner kroner.

Selskabet fastholder forventningerne til hele året og venter dermed fortsat en omsætning på 21-24 milliarder kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.