Flov Falk efter 0-4: Vi må undskylde og blive bedre
OB blev kørt over i Haderslev af Sønderjyske og tabte 0-4. Rasmus Falk erkendte, at det hurtigt var afgjort.
OB's Rasmus Falk fredag aften i superligakampen mod Sønderjyske i Haderslev.
OB's Rasmus Falk fredag aften i superligakampen mod Sønderjyske i Haderslev. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


OB tabte mandag aften i Alka Superligaen, da det på udebane i Haderslev blev til et svigende 0-4-nederlag mod Sønderjyske. Kampen blev reelt afgjort i første halvleg, hvor fynboerne ved pausen var nede med 0-3.

Offensiv-profilen Rasmus Falk mente ikke, han og holdet kunne være indsatsen bekendt.

- Det var for dårligt af os, og vi må undskylde for det og forsøge at ændre det i fremtiden. Vi gjorde det svært for os selv ved at lave nogle fejl, der satte dem i gang.

- De spillede en god kamp, og vinderen har altid ret. Sønderjyske er et virkelig svært hold at spille mod, når man som os kommer bagud med to mål hurtigt.

- De var dygtige, og det blev for svært for os at komme tilbage og hente point, siger han.

OB-anfører Hallgrimur Jonasson var tilbage på sin gamle hjemmebane, og han var utilfreds med de mange indkasserede mål.

- Det var ikke godt nok, og vi skal have kigget på det og snakket sammen om tingene. Vi er nødt til at være skarpere defensivt.

- Men det er ikke sådan, at man kan sige, at det udelukkende var bagkædens skyld. Hele holdet må være skarpere.

- Det er svært at komme tilbage, når man skal op og lave fire eller fem mål, så folk må kigge indad nu for at få løst tingene, siger den tidligere Sønderjyske-spiller.

Cheftræner Kent Nielsen følte, at tingene gik imod OB og fremhævede Sønderjyskes skarphed.

- De var effektive, og selvom det var godt sparket ind af Nicolaj Madsen til 1-0, så har jeg før set andre situationer, der lignede den, men hvor bolden ikke gik i mål.

- Da vores målmand så tabte bolden ved 2-0-målet, gjorde vi det bare svært for os selv, siger Kent Nielsen.

OB møder FC Nordsjælland på udebane i næste runde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.