Fløjspillere holder fest i håndboldherrernes pligtsejr
Flyvende fløje sendte Danmark på klar sejrskurs mod Tunesien, og danskerne har fortsat maksimumpoint.
Lasse Svan var flyvende mod Tunesien.
Lasse Svan var flyvende mod Tunesien. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Håndboldherrerne holder stilen ved OL, hvor det danske mandskab tirsdag aften sikrede sig sin anden sejr, da Tunesien blev slået sikkert med 31-23.

Mens kampen som sådan var for ensidig til at blive stående ret længe i erindringen, vil både Casper U. Mortensen og Lasse Svan formentlig mindes arbejdsdagen i Rios Future Arena med stor tilfredshed.

De to fløjspillere sørgede nemlig i forening for at sende Danmark på afgørende sejrskurs ved at pumpe en stribe af bolde op om ørerne og ned mellem benene på tunesernes hjælpeøse målmand Hamza Mayyed, der ikke rigtig fandt ud af den vimse duo.

Det har formentlig været en lettelse for landstræner Gudmundur Gudmundsson at se de flyvende fløje i topform, for det var et sats at udtage et hold uden fløjalternativer, men foreløbig er kabalen gået op for den islandske taktiker på den danske udskiftningsbænk.

Før pausen totaldominerede fløjene målscoringen og satte deres autograf på 13 af de første 15 danske mål, men de to herrer yderst i opstillingen profiterede også af, at nordafrikanerne mildt sagt ikke er de skrappeste til returløb.

På den måde spadserede det danske mandskab til en knusende pauseføring på 17-10, og på vej ud mod pausen klappede flere af de danske spillere ud imod publikum, som om kampen allerede var afgjort - hvilket den i realiteten også var.

Medvirkende til at gøre opgave lettere var, at tuneserne efter mindre end fire minutter fik Issam Taj smidt ud med et rødt kort, efter at den 37-årige stregspiller havde jaget sin arm op i næsen på Mads Mensah Larsen.

Tunesien havde ellers presset Frankrig til det yderste i holdets første kamp, men det kvikke danske angrebsspil fik hurtigt trukket tænderne ud på den potentielt ubehagelige modstander.

Eneste minus i en meget koncentreret dansk indsats var, at holdet længe var ganske harmløst på skud fra lang afstand.

Efter en tidlig afbrænder koncentrerede Mikkel Hansen sig primært om at spille sine holdkammerater fri, og Mads Mensah Larsens skudarm savnede den sædvanlige power.

Men den slags var naturligvis til at leve med på en dag, hvor den danske sejr aldrig var i fare, og efter pausen pyntede både Morten Olsen og Michael Damgaard på bagspillernes statistik med nogle pæne langskudsmål.

Sådan blev to nye point sat ind i OL-tabellen, hvor Danmark og Frankrig er de eneste med fuld udbytte af de første to kampe.

Med til historien hører dog, at danskerne nu har overstået de to formodet letteste opgaver, inden Kroatien, Qatar og Frankrig venter i de kommende dage.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.