Fløjene i Yemen er enige om våbenhvile
En våbenhvile skal træde i kraft i Yemen fra 10. april, og en uge senere skal den følges af fredsforhandling.
En gruppe drenge kigger gennem et hul, som er forårsaget af et luftangreb fra den saudisk-ledede koalitions side onsdag i Yemens hovedstad, Sanaa.
En gruppe drenge kigger gennem et hul, som er forårsaget af et luftangreb fra den saudisk-ledede koalitions side onsdag i Yemens hovedstad, Sanaa. Foto: Hani Mohammed/AP


De stridende parter i Yemen er nået til enighed om en våbenhvile fra 10. april, oplyser FN's særlige udsending, Ismail Ould Cheikh Ahmed.

Ugen efter, nærmere betegnet den 18. april, vil de krigsførende parter sætte sig til forhandlingsbordet og forsøge at finde en løsning på den blodige strid.

- Parterne i konflikten er blevet enige om en landsdækkende våbenhvile som begynder ved midnat 10. april forud for en kommende runde fredsforhandlinger, der skal begynde i Kuwait 18. april, siger udsendingen på en pressekonference i New York.

- Det er vores sidste chance. Krigen i Yemen må stoppes, tilføjer han.

Tidligere har der været flere fejlslagne forsøg på at dæmpe konflikten i Yemen. I stedet er to andre lande i regionen, Saudi-Arabien og Iran, gået ind i striden.

Den fortsatte konflikt og andre landes indtræden i den har udløst en humanitær krise i Yemen, som er den arabiske verdens fattigste land.

For et år siden begyndte en koalition med Saudi-Arabien i spidsen at bombe i landet for at forhindre den shiitiske houthi-bevægelse og de styrker, der er loyale over for den tidligere præsident Ali Abdullah Saleh, i at tage kontrol med landet.

Ismail Ould Cheikh Ahmed siger, at Saudi-Arabien er "fuldt forpligtet på at sikre, at næste runde forhandlinger finder sted, og at de i særlig grad støtter os i forhold til at stoppe fjendtlighederne".

Ifølge FN har over 6000 mennesker mistet livet i krigen i Yemen. Af dem er omkring halvdelen civile.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.