Flextid skader helbredet
Arbejder du om aftenen eller i weekenden, er det på dit helbreds bekostning.
Det kan være fristende at tage arbejdet med hjem, men det er på helbredets bekostning, viser undersøgelse.
Det kan være fristende at tage arbejdet med hjem, men det er på helbredets bekostning, viser undersøgelse. Foto: KRE VIEMOSE/POLFOTO


Det er ikke alle danskere, der er gode til at holde fri fra arbejdet i weekenden, men nu er det bevist, at lørdagsmailen og forberedelserne til mandagens møde kan komme til at gå ud over helbredet.

En ny tysk undersøgelse blandt 57.000 EU-borgere viser, at de, der arbejder om aftenen og i weekenden, har flere problemer med helbredet end dem, der forstår at holde fri. Den gruppe, der arbejder uden for den normale arbejdstid, døjer oftere med hjerteproblemer, søvnløshed, hovedpine, træthed, angst, maveproblemer og smerter i muskler og led.

Det er man opmærksom på hos Djøf, hvis medlemmer er nogle af dem, der ofte arbejder hjemme.

- Djøf'ere har typisk nogle jobfunktioner, hvor de har mulighed for at arbejde hjemme, og hvor det er muligt at stå til rådighed hele tiden. Derfor er det vigtigt, at arbejdspladsen og ikke mindst ledelsen ikke forventer, at man er på 24 timer i døgnet, siger arbejdslivspolitiskchef hos Djøf, Edith Jakobsen, til Newspaq.

Men det kan være svært. For det er ofte medarbejderne selv, der fortrækker at arbejde på de skæve tidspunkter.

- Man skal ikke glemme, at der er rigtig mange, der sætter stor pris på fleksibiliteten. Det indebærer muligheder for at få enderne til at mødes i en travl hverdag, lyder det fra Edith Jakobsen.

Det er dermed medarbejderne selv, der risikerer deres helbred, når de frivilligt vælger at tage arbejdet med hjem.

- Det er paradoksalt, at vi tilsyneladende ikke vil os selv det bedste. For det er ikke bare arbejdsgiverne, der presser os til at arbejde uden for normal arbejdstid. Der er også noget personligt tilfredsstillende i det. Vi bliver opslugt af vores arbejde, vi vil gerne gøre det godt og høre til blandt de betroede medarbejdere, siger Helge Hvid, der forsker i bæredygtigt arbejdsliv ved Roskilde Universitet, til djoefbladet.dk.

Han anbefaler, at der bliver indført nogle retningslinjer på arbejdspladserne, så både arbejdsgiverne og kollegerne imellem ikke forventer, at man står til rådighed i alle døgnets timer.

- Der kan selvfølgelig være særlige situationer, hvor vi må tage aftener i brug. Men som udgangspunkt bør vi lave en aftale med hinanden om, at ingen forventer, at man arbejder og svarer på mails derhjemme, siger han.

Han bliver bakket op af Edith Jakobsen, som understreger, at det er hele virksomheden, der skal være med til at hjælpe til, hvis folk er utilpas.

- Det er vigtigt, at det tages op på hele arbejdspladsen. Både ledelsen og kollegerne. For hvis man står i en situation, hvor man er dårligt tilpas, så vidner det om, at det her er et problem, der skal løses i fællesskab, forklarer hun.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.