Flertallet smuldrer under Mexicos præsident
Søndagens parlamentsvalg i Mexico blev af mange opfattet som en folkeafstemning om præsidenten.
Præsident Pena Nieto har efter en serie økonomiske reformer i starten af sin embedsperiode været beskyldt for korruption og for manglende evne til at bekæmpe de magtfulde narkokarteller. Arkivfoto.
Præsident Pena Nieto har efter en serie økonomiske reformer i starten af sin embedsperiode været beskyldt for korruption og for manglende evne til at bekæmpe de magtfulde narkokarteller. Arkivfoto. Foto: Richard Drew/AP


Præsident Enrique Pena Nietos parti PRI og dets støttepartier er tæt på at miste flertallet i Mexicos parlament, viser optællingen efter søndagens valg.

Det var 500 medlemmer af underhuset, guvernører i ni delstater, medlemmer af delstatsforsamlinger og byråd, der var på valg søndag, og valgdagen blev af mange set som en folkeafstemning for og imod præsident Pena Nieto.

Den foreløbige prognose mandag morgen fra valgkommissionen viser, at PRI og dets støttepartier vinder mellem 246 og 263 ud af parlamentets 500 pladser. Tallene viser, at PRI taber terræn.

I det afgående parlament rådede PRI sammen med De Grønne det mindre Nyt Allianceparti (Panal) over et spinkelt flertal med 251 mandater.

Valgkampen har flere steder i landet været præget af vold. Mindst syv kandidater og ni valgaktivister er myrdet under valgkampen, og narkokarteller har truet valgafviklingen.

Præsident Pena Nieto har efter en serie økonomiske reformer i starten af sin embedsperiode været beskyldt for korruption og for manglende evne til at bekæmpe de magtfulde narkokarteller.

Størst kritik har han fået for sin passivitet, efter 43 studenter i september sidste år blev bortført og myrdet af en narkobande, der var i ledtog med politiet.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.