Rockere og bandemedlemmer skal ikke per automatik prøveløslades, når de har afsonet to tredjedele af deres fængselsstraf.
Det mener Socialdemokraterne. Derfor vil partiet kræve, at de hårde kriminelle skal optjene retten til at blive prøveløsladt.
- Vi har desværre set, at miljøet i rocker- og bandekredse er hårdt og råt. Både uden for fængslerne og indenfor, siger retsordfører Trine Bramsen (S).
- Og derfor er det nødvendigt med et nyt redskab, så man kan sikre, at de opfører sig ordentligt. Også så vi ikke sender nogle ud i prøveløsladelse, der åbenlyst vil begå kriminalitet igen.
Reglerne for prøveløsladelse er i dag, at den dømte som udgangspunkt skal have afsonet to tredjedele af fængselsstraffen.
SR-regeringen indførte i juli 2014 særlige vilkår for prøveløsladelse af rockere og bandemedlemmer. De må ikke sættes på fri fod, hvis de er involverede i aktive konflikter.
Desuden skal Kriminalforsorgen generelt tage hensyn til, hvilken type kriminalitet den indsatte er dømt for at have begået, og om der er risiko for ny kriminalitet.
Kriminalforsorgen benytter dog ikke reglerne for prøveløsladelse af rockere og bandemedlemmer særligt ofte, påpeger Trine Bramsen, der henviser til justitsminister Søren Pind (V).
- Og udgangspunktet er stadig, at de per automatik kan prøveløslades, når to tredjedele af dommen er afsonet. Og det vil vi vende om, siger hun.
- Det skal give nogle bedre redskaber til at sikre, at man rent faktisk ikke begår ballede og kriminalitet.
Forslaget bakkes op af både Dansk Folkeparti og De Konservative. Og der tegner sig dermed allerede et flertal bag forslaget.
Rockere og bandemedlemmer bør tilbringe "så lang tid som overhovedet muligt" bag tremmer. Det mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen.
Men der er positive toner i forslaget, siger han til TV2.
Enhedslisten modtager S-forslaget med noget mere skepsis. Retsordfører Rune Lund (EL) mener, at det er uklart, hvad forslaget indebærer.
Reglerne for prøveløsladelse blev indskærpet i sommeren 2015 oven på angrebene ved Krudttønden og den synagoge i København.
/ritzau/