Venstre-regeringen har indgået en aftale med S, R og DF om gensidig opbakning til fremtidige aftaler, som en siddende regering indgår med kommuner og regioner.
Aftalen betyder, at der er sikret et flertal bag den økonomiaftale, som regeringen indgik i sidste uge med KL.
- Det glæder mig, at vi har kunnet nå denne aftale. Den sikrer ikke blot afklaring om kommunernes økonomi for 2016, men lægger samtidig et solidt fundament under aftalesystemet mellem kommuner, regioner og staten, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Aftalen er kommet på plads, efter at de konservative torsdag meddelte, at man ikke vil stemme for en aftale, da der næste år vil ske stigninger i grundskylden.