Flertal af danskere: Skær ned på DR-licens
Danskerne er villige til at skære dybt i Danmarks Radio.
Halvdelen af befolkningen mener, at DR bør slå børnekanalerne Ramasjang og Ultra sammen. 
Halvdelen af befolkningen mener, at DR bør slå børnekanalerne Ramasjang og Ultra sammen.  Foto: Bent K. Rasmussen/Scanpix/arkiv


Danskere vil skrue kraftigt ned for Danmarks Radio.

45 procent er helt eller delvist enige i Dansk Folkepartis forslag om at beskære DR's licens på 3,7 milliarder kroner med en fjerdedel. 28 procent er uenige, mens resten enten ikke har taget stilling eller er neutrale.

Det viser en undersøgelse, YouGov har foretaget for metroxpress.

DF glæder sig over opbakningen.

"Folk føler tydeligvis, at de betaler alt for meget i licens," siger medieordfører Morten Marinus, der også finder opbakning til partiets tanker om DR andre steder i undersøgelsen.

Nøjagtigt halvdelen af befolkningen mener eksempelvis, at DR bør slå børnekanalerne Ramasjang og Ultra sammen til én kanal.

Socialdemokraternes medieordfører er modstander af at skære i DR:

"Spørg i stedet folk, om de vil have mindre drama eller færre nyhedsudsendelser. Licensen til DR er jo ikke steget i 20 år, mens folks udgifter til private kanaler er steget flere hundrede procent," siger medieordfører Mogens Jensen til metroxpress.

Fem procent af danskerne har i dag slet ikke et fjernsyn, og især unge under 30 år ser mindre og mindre tv på traditionelle kanaler - de er skiftet til net- og streamingtjenester.

DR's kommunikationschef, Lasse Bastkjær Jensen, peger i en mail på, at der er en politisk dialog i gang.

"Vi lytter opmærksomt til de tilkendegivelser om DR, der kommer fra både politisk hold og anden side. Det er ofte billedet i denne slags undersøgelser, at der er relativt mange, der svarer ja til at spare nogle penge på licensen. Derimod er det mere blandet, når det kommer til, hvad der eventuelt skal spares på," skriver han til metroxpress.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.