Flertal af danskere: Menneskesmuglere skal ikke straffes
Personer, der giver flygtninge et lift til Sverige, skal ikke straffes, mener et flertal af danskere ifølge ny undersøgelse.
Enhedslisten mener, ligesom et flertal af danskere, ikke, det skal være strafbart at hjælpe flygtninge til Sverige. Dansk Folkeparti står fast: Det er strafbart, og sådan skal det fortsat være. 
Enhedslisten mener, ligesom et flertal af danskere, ikke, det skal være strafbart at hjælpe flygtninge til Sverige. Dansk Folkeparti står fast: Det er strafbart, og sådan skal det fortsat være.  Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix/Arkiv


At give flygtninge et lift til Sverige skal ikke straffes, mener et flertal af danskerne.

Det viser en ny undersøgelse, lavet af Analyse Danmark for Avisen.dk.

Her erklærer 49 procent sig enige eller delvist enige i udsagnet om, at det skal ses som en humanitær indsats, som ikke bør straffes, når personer kører flygtninge fra Danmark til Sverige. 33 procent er uenige eller delvist uenige i udsagnet.

De seneste uger er tusindvis af flygtninge og migranter kommet ind over Danmarks grænser. Mange med ønsket om at fortsætte til Sverige.

Politiet har flere gange advaret om, at det er ulovligt at transportere flygtninge, der opholder sig illegalt i landet, videre til Sverige. Alligevel har flere danskere valgt at trodse loven og udøve civil ulydighed.

46 sigtet for menneskesmugling

Bliver man sigtet for menneskesmugling, risikerer man bødestraf eller op til to eller otte års fængsel. Det afhænger af, om man bliver sigtet efter udlændingeloven eller den noget skrappere straffelov. Sidstnævnte er dog typisk forebeholdt organiseret menneskesmugling, hvor større pengebeløb er involveret.

Tirsdag kunne Rigspolitiet oplyse, at der siden 6. september i alt er sigtet 46 personer for menneskesmugling. 16 personer er sigtet efter straffeloven, der kan give op til otte års fængsel, og 30 personer efter udlændingeloven, der er noget mildere.

Personer, der udøver civil ulydighed og illegalt hjælper flygtninge til Sverige af egen god vilje, uden økonomisk gevinst til formål, vil højst sandsynligt blive sigtet efter udlændingeloven og risikerer dermed en bøde eller op til to års fængsel.

Men hos Enhedslisten mener man slet ikke, den slags gerninger skal straffes.

EL: Ingen tager skade

Retsordfører Pernille Skipper (EL) mener, der skal trækkes en skillelinje mellem skruppelløse menneskesmuglere, der kun har egen vinding for øje, og helt almindelige mennesker, der ikke tjener på det, men gør ud fra et godt hjerte.

- Når man som helt almindelig dansker står over for en flygtningefamilie på en kold vej om natten, der ønsker at komme til Sverige, så er der ingen, der tager skade af din handling. Og for mig at se, gør man en humanitær indsats, som derfor ikke bør straffes, siger Pernille Skipper.

At et flertal af danskere er enige i det synspunkt viser ifølge Pernille Skipper, at det er et ganske almindeligt og menneskeligt instinkt at hjælpe andre i nød.

Hun understreger dog, at når man gør noget, man ved, er ulovligt, så må man være klar til at tage sin straf.

DF: En glidebane

Martin Henriksen, der er udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, vil ikke lægge for meget i undersøgelsen.

Han mener ikke, man skal ændre politikker eller love udfra en meningsmåling eller folkestemning.

- De her mennesker opholder sig jo illegalt i Danmark. Og når man begynder at transportere dem over landegrænser, så hjælper man folk med at passere landegrænser illegalt. Det er strafbart. Og det bør fortsat være strafbart. Alt andet ville være en glidebane, fastslår Martin Henriksen.

Om undersøgelsen

Sådan svarede deltagerne til  følgende udsagn:

Flere danskere har angiveligt kørt flygtninge fra Danmark til Sverige uden at involvere de danske myndigheder, selvom det er ulovligt, og de risikerer straf for menneskesmugling. Hvor enig eller uenig er du i, at nedenstående udsagn beskriver din holdning til en sådan handling?

- Det er en humanitær indsats i en ekstraordinær situation, som ikke bør straffes

  • Helt enig: 27%
  • Delvist enig: 22%
  • Hverken/eller: 13%
  • Delvist uenig: 12%
  • Helt uenig: 21%
  • Ved ikke: 5%

Undersøgelsen er foretaget blandt 1094  repræsentativt udvalgte danskere af Analyse Danmark.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.