Flere og flere danskere, der ikke længere kan arbejde på grund af sygdom eller ulykke, får penge fra private forsikringer via arbejdspladsen. Det viser nye tal fra Forsikring & Pension.
Knap fire ud af 10 nye førtidspensionister får i dag udbetalt private forsikringspenge. For tyve år siden fik kun én ud af ti suppleret den offentlige førtidspension med penge fra en privat forsikringsordning via arbejdspladsen. Samtidig får de varigt syge flere penge udbetalt, viser tallene.
- Fordi flere og flere danskere har en pensionsordning gennem deres arbejde, er flere personer i dag berettigede til en ydelse, når de varigt mister evnen til at arbejde, siger underdirektør i Forsikring & Pension Anne Seiersen.
18 procent ned i indtægt
Tallene fra Forsikring & Pension viser også, at varigt syge danskere med en forsikring oven i førtidspensionen kun går 18 procent ned i indtægt i forhold til, hvad de havde, mens de arbejdede. Uden en privat forsikring går folk i gennemsnit 23 procent ned i indtægt, hvis de ikke længere kan arbejde.
- Pensionsordninger via arbejdet styrker dermed det sikkerhedsnet, vi spænder ud under de varigt syge, siger Anne Seiersen.
Hvert år får 66.000 danskere, der varigt ikke kan arbejde på grund af sygdom eller ulykke tilsammen, udbetalt 7,5 milliarder kroner fra forsikrings- og pensionsselskaberne.
I 2014 udbetalte staten 40 milliarder kroner til førtidspensionister fordelt på 229.000 personer.
Borgere, der ikke længere kan arbejde og får både førtidspension fra staten og en forsikring, har i gennemsnit en samlet årlig indkomst på 292.500 kroner før skat. Det svarer til en dækning på 82 procent af deres hidtidige indkomst. Førtidspensionister, som kun har den offentlige førtidspension, har en dækning på 77 procent af den indkomst, de havde, før de mistede evnen til at arbejde.