Restauratørerne er blevet dårligere til at holde de unge væk fra bardisken. En stigende antal restauratører bryder nemlig loven og lader unge under 18 arbejde i lokaler med alkohol.
Dem vil Jobpatruljen gå ekstra hårdt efter, når de starter i Nordjylland i denne uge.
- Hvis vi konstaterer, at der arbejder unge i lokaler, hvor der udskænkes alkohol, så politianmelder vi dem på stedet, fortæller Rasmus Jakobsen, centralkoordinator i Jobpatruljen.
Denne fremgangsmåde er mere konsekvent end tidligere, hvor Jobpatruljen som regel gik uden om familierestauranter og lignende.
- Normalt har vi kun koncentreret os om diskoteker og deciderede værtshuse, siger Rasmus Jakobsen.
I 2012 brød seks procent af restauratørerne loven ved at lade unge under 18 arbejde i lokaler med alkohol. I 2013 var det steget til 10 procent.
Aalborg Politi fortæller, at de nu vil være ekstra opmærksomme på restauratører, der bryder loven.
Men det er ikke altid ond vilje fra restauratørernes side, når Jobpatruljen finder unge der arbejder, hvor der bliver udskænket alkohol:
- Så sent som i går havde vi en god dialog med to restauratører, der ikke overholdt loven, men faktisk ikke var klar over det, siger Mads Guldhammer, der er jobpatruljekoordinator i Nordjylland.
Ifølge ham er det Jobpatruljens fornemste opgave, at vejlede både de unge og arbejdsgiverne, men det betyder ikke, at lovovertrædelser og overenskomstbrud får lov til at passere.
Jobpatruljen blev tidligere drevet af LO, men er de seneste år taget på besøg i sommerlandet med 3F og HK i ryggen. Det er 35. år i træk, at patruljen rykker ud, og aktivisterne tager på 11.500 besøg i de fem uger kampagnen varer.