Flere unge må nøjes med midlertidige job
Andelen af unge i midlertidige job stiger, viser nye tal.
Unge magistre arbejder ofte midlertidigt som adjunkter med undervisning og forskning inden for naturvidenskab eller humanistiske fag på universiteterne.
Unge magistre arbejder ofte midlertidigt som adjunkter med undervisning og forskning inden for naturvidenskab eller humanistiske fag på universiteterne. Foto: Scanpix/arkiv


Stadig flere unge må starte deres karriere med at springe rundt mellem løse ansættelser som vikar, projektansat eller på tidsbegrænsede kontrakter.

Det skriver Ugebrevet A4.

I 2008 var der rundt regnet 58.000 personer mellem 25 og 34 år, som var midlertidigt ansat. I 2015 var antallet steget til 64.000. Det svarer til, at 13 procent af de unge ansatte nu har et midlertidigt job. Det viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

For mange unge er det træls at gå fra den ene ansættelse i kort tid til den anden. Det mener Simon Tøgern. Han er formand for HK/Privat, der blandt andre har en del vikarer som medlemmer.

- Det er en kedelig måde for unge at starte arbejdslivet på, når man skal hutle sig igennem fra småjob til småjob, siger Simon Tøgern.

Det har i nogle tilfælde alvorlige konsekvenser at være løst ansat ung over en længere periode. Det fortæller Camilla Gregersen, som er formand for Dansk Magisterforening.

- Unge løst ansatte fortæller os, at de har fravalgt at få børn eller købe bolig, fordi deres økonomiske situation er alt for usikker. Det er faktisk nogle ret store livsbeslutninger, de ikke kan tage, siger Camilla Gregersen.

Unge magistre arbejder eksempelvis som adjunkter med undervisning og forskning inden for naturvidenskab eller humanistiske fag på universiteterne.

- På universiteterne er det ikke ualmindeligt, at man er over 40 år, før man får en fast stilling som lektor. Det er lang tid at vente, hvis du gerne vil have børn, fortæller Camilla Gregersen.

Cheføkonom Erik Bjørsted i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, at den økonomiske krise især ramte de unge nyuddannede. Sammenlignet med andre lande i EU er andelen af tidsbegrænsede ansatte dog stadig forholdsvis lille i Danmark. I EU er 14 procent af de ansatte ifølge analysen fra AE midlertidigt ansat. I Danmark er den tilsvarende andel 9 procent, og blandt danskerne som helhed er andelen af løst ansatte svagt faldende.

- Man kan håbe på, at kurven for de unge knækker, siger Erik Bjørsted.

- Men modsat er der nok mange arbejdsgivere, som har fået øjnene op for, at midlertidige job er noget, man kan overveje ved alle ansættelser, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.