Mangelen på lærepladser i bygge- og anlægsvirksomheder får flere unge til at vælge skolepraktik - om ikke andet så for en kortere bemærkning, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Antallet af lærlinge i byggefagene, der er i skolepraktik, er steget med 50 procent på tre år. Det viser tal fra Undervisningsministeriets praktikpladsstatistik.
Ved udgangen af august i år var i alt 1.885 unge i skolepraktik i et af byggefagene - herunder også elektrikeruddannelsen. På samme tidspunkt i 2011 var det 1.248 lærlinge.
I august i år var det 12,3 procent af alle, der er i gang med en af bygge- og anlægsbranchens uddannelser, der var i skolepraktik. I august 2011 var det tilsvarende tal 8,1 procent.
- Når der nu på grund af krisen ikke er tilstrækkeligt med praktikpladser ude i virksomhederne, så er det meget positivt, at flere har indset, at skolepraktik kan være et godt og nødvendigt alternativ i en kortere periode. Det er jo meget bedre, end de dropper helt ud af uddannelserne, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.
Hun har bemærket udviklingen med flere i skolepraktik i byggefagene i modsætning til en række andre erhvervsuddannelser, der ikke har held med at tiltrække unge uden praktikplads til skolepraktikken.