Efter den tragiske hændelse på motorvejen nordøst for Odense, hvor en tysk familie blev ramt af en sten på 30 kilo, er det kommet frem, at det blot er en ud af fem lignende hændelser på Fyn blot i år. Nu står endnu et offer frem i BT.
Hændelsen skete for tre uger siden, da ambulancefører Henrik Hachel kørte under motorvejsbroen ved Vissenbjerg på Fyn.
- Der lyder et kæmpe brag, og vi troede, at en fugl eller et andet dyr havde ramt ambulancen. Så vi stoppede straks op for at se, om vi havde ramt eller såret et dyr. Men det er tydeligt, at der er en ordentlig bule i bilen efter en sten, for der skal virkelig noget gods til for at lave sådan et mærke, fortæller Henrik Hachel til BT.
Henrik Hachel fortæller til BT, at en ambulance er et særdeles robust køretøj, og at bulen i vognen tyder på, at der var tale om en sten af en vis størrelse.
Slap med skrækken
Heldigvis kom hverken ambulanceføreren eller hans kollega noget til.
- Hvis den havde ramt bare fem centimeter til den anden side, så havde jeg måske mistet min ven. Eller den kunne være gået ned gennem soltaget og have ramt en patient, siger en chokeret Henrik Hachel til BT.
For selvom ambulancen tilfældigvis var tom, kunne der lige så godt have været en patient i vognen. Derfor har Henrik Hachel fuld forståelse for, at politiet efterforsker tragedien i weekenden som overlagt drab og ikke blot drengestreger.