Kendte navne som Ritt Bjerregaard, Flemming Jensen og Stig Tøfting har alle udgivet deres selvbiografier og erindringer. Men genren er ikke længere forbeholdt de kendte.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Aftenskoler og højskoler landet over udbyder kurser, hvor man kan lære at skrive sin livshistorie, ligesom såkaldte ghostwritere - professionelle skribenter, der fører pennen uden at få deres navn nævnt - tilbyder sig.
En af ghostwriterne er Jane Gisselmann, der er medstifter af firmaet "Til mine kære". Hun får både henvendelser fra ældre, hvis børn og børnebørn vil have familiens historie bevaret, og fra terminale patienter, der ønsker at videregive deres livsfortælling, imens tid er.
Den selvbiografiske genres popularitet et udtryk for, at minder har fået en værdi, der ikke kan købes for penge, mener hun.
- Vi kan købe rejser, møbler og et nyt fjernsyn. Men de minder, der går tabt, når ens bedsteforældre eller forælder dør, er uerstattelige, siger hun til Kristeligt Dagblad.
Samtidig kan det have en terapeutisk betydning at gennemgå sin egen livshistorie, mener Jane Gisselmann.
- Man får fortalt noget, man ikke nødvendigvis har talt med sin familie om før. Det kan lette hjertet og give de pårørende en forståelse, siger hun.
At flere og flere danskere - kendte som ukendte - nu vælger at skrive en selvbiografi skyldes især, at vores liv og færden er blevet så omskiftelig. Det forklarer Dorthe Thomsen, der er professor ved Aarhus Universitets psykologiske institut.
- Var man førhen skomager, vedblev man med det. I dag skifter folk job, bolig og partner flere gange i livet. Livshistorien hjælper os til at vise, at de skift har været meningsfulde og til at begrunde vores valg over for andre, siger hun.
Dorthe Thomsen tilføjer, at formålet desuden er at give livserfaringer videre til næste generation.
- Man vil ikke bare sætte sit aftryk, men vise, at man gjorde en positiv forskel. Vise, hvad man har lært til gavn for den næste generation, siger hun til Kristeligt Dagblad.
/ritzau/