I september blev der bekendtgjort 304 tvangsauktioner mod 229 i august, når der er korrigeret for normale sæsonudsving, oplyser Danmarks Statistik.
Dermed stiger antallet af tvangsauktioner igen efter de gode nyheder i august, hvor antallet af tvangsauktioner var det laveste siden starten af 2008.
Men selvom der var 75 flere tvangsauktioner i september end i august, er det stadig 16 færre end for et år siden, siger Camilla Skovsbo Erichsen, forbrugerøkonom i Sydbank, som mener, at udviklingen overordnet er positiv.
- Udviklingen i antallet af tvangsauktioner afspejler den generelle bedring, der er i gang på boligmarkedet herhjemme, siger hun:
- Tallene svinger en del fra måned til måned. Over de seneste 12 måneder har der været 1020 færre tvangsauktioner end i de foregående 12 måneder. Det svarer til et fald på knap 22 procent.
Det overordnede billede viser stadig, at der bliver færre boligejere, der må gå fra hus og hjem. I perioden juli-september var der 846 tvangsauktioner mod 943 i april-juni, hvilket svarer til et fald på 10 procent.
Tallene er baseret på bekendtgjorte tvangsauktioner i Statstidende.
/ritzau/