Flere kvinder får fjernet bryster for at mindske kræftrisiko
I 2011 fik 34 kvinder fået bortopereret sine bryster for at undgå brystkræft. I 2015 var tallet femdoblet.
Der er stadig flere danske kvinder, som får fjernet sine bryster. Tallet er femdoblet siden 2011. Arkiv.
Der er stadig flere danske kvinder, som får fjernet sine bryster. Tallet er femdoblet siden 2011. Arkiv. Foto: Www.colourbox.com/Free


Antallet af danske kvinder, som ønsker at få fjernet begge bryster for at undgå brystkræft, er mere end femdoblet på fem år.

Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen ifølge Metroxpress. 34 kvinder fik fjernet begge bryster i 2011, mens 189 fik dem fjernet i 2015.

Baggrunden for stigningen er ifølge overlæge Anders B. Bojesen fra klinisk Genetisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, at flere kvinder er begyndt at tage imod et tilbud om at få dem opereret bort.

Det sker, hvis en gentest afslører fejl i et af to såkaldte BRCA-gener, BRCA 1 og BRCA 2. En sådan fejl øger risikoen for brystkræft med 50 til 80 procent.

- Det er en udvikling, som vil stige yderligere. Vores anbefalinger er, at disse kvinder går til årlig kontrol i håb om at opdage kræften tidligt, siger han til Metroxpress.

- At få fjernet brysterne er kun et tilbud, men altså et tilbud, som flere og flere tager imod i et forsøg på at mindske deres risiko, forklarer han.

Omkring et par tusinde danske kvinder vurderes at have fejl i BRCA-genet. Det er det gen, der fik skuespilleren Angelina Jolie til i 2013 at få fjernet sine bryster for at forebygge kræft.

Men at så mange flere danske kvinder ønsker operation, er uden sammenhæng med Angelina Jolie. Det mener i hvert fald Anders B. Bojesen, der har talt med sine patienter om Jolie.

- De fleste kender ikke hendes historie og er primært optaget af dilemmaet mellem en markant risikoreduktion fra de 50- 80 ned til omkring 5-10 procent over for det at være rask, men alligevel miste begge bryster, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.