Der bliver stadig reddet overlevende i land onsdag aften lokal tid, og de officielle tal på forsvundne personer har svinget op og ned hele dagen, siden en tragisk færgeulykke fandt sted ud for Sydkoreas kyst onsdag morgen.
De seneste oplysninger fra de sydkoreanske myndigheder går på, at der i løbet af eftermiddagen dansk tid var reddet 164 personer i sikkerhed, men at der dermed stadig manglede 292 mennesker, der endnu ikke var blevet fundet.
Mindst fire personer var meldt omkommet, og det tal frygtes at stige markant, som tiden går. Det menes, at der stadig kan være en masse personer fanget inde i skibet, og dykkere er i gang med at undersøge vraget af den 146 meter lange færge, der næsten er dækket af vand.
Færgen menes at være gået på grund, hvorefter den begyndte at tage vand ind, indtil den fik slagside og tippede over.