Kriminaliteten i Danmark er faldende og har været det i en årrække. Til gengæld er der sket en stigning i nye former for kriminalitet, som ofte begås på nettet.
Det viser en ny analyse fra Rigspolitiet af udviklingen inden for kriminalitet, trafiksikkerhed og beredskab.
Det er blandt andet hævnporno og økonomisk kriminalitet, der i stigende grad begås på internettet, som politiet betegner som nye kriminalitetsformer.
- Der er i dag langt større risiko for, at man bliver offer for en kriminel handling, når man færdes på internettet end tidligere, siger Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i en pressemeddelelse fra Rigspolitiet.
- Derfor er vi meget optaget af, hvordan vi kan styrke sikkerheden på nettet, så man også kan føle sig tryg i den virtuelle verden, lyder det videre.
Hævnporno er blevet ordet for ulovlig deling af nøgenbilleder på internettet.
Udviklingen afspejler "den generelle digitalisering af samfundet", lyder det i rapporten. Samtidig peger den nye tendens i retning af, at gerningsstedet på nogle områder flytter fra gaden og ind på internettet.
Der er blandt andet sket en stigning i sager, der involverer køb og salg online og sociale medier.
Ifølge Rigspolitiet er en konsekvens af det nye kriminalitetsbillede, at kriminaliteten begås i det skjulte og af personer, som måske ikke engang befinder sig inden for landets grænser.
Selv om der begås flere forbrydelser på nettet, så er antallet af anmeldelser på straffelovsområdet faldet med 20 procent mellem 2009 og 2015. Niveauet er nu på det laveste i mange år.
Tendensen til faldende kriminalitet fortsætter.
/ritzau/