Over 86.000 danskere behøver ikke tænke på, hvad benzinen koster, eller om motoren skranter. De får nemlig fri bil stillet til rådighed af deres arbejdsgiver.
Stadig flere nyder gavn af det gode. På to år er 1032 flere danskere begyndt at køre i firmabil. Det viser tal, som SKAT har trukket ud af systemerne for Fagbladet 3F.
Dermed vokser også virksomhedernes udgifter. Danskerne kører nu i firmabil for seks milliarder kroner om året.
God fidus for folk, der bor tæt på arbejde
Det kan være en fidus for nogle mennesker at få fri bil. Specielt hvis de bor tæt på deres arbejdsplads, og derfor ikke ville kunne trække noget fra på selvangivelsen for at køre i egen bil. Og særligt hvis de kører mange kilometer privat i bilen, for eksempel på ferierejser i udlandet.
Det siger afdelingschef Torben Kudsk fra Økonomisk Politisk Sekretariat i FDM.
- Men hvis det er er en god forretning for den ansatte, så bliver økonomien dårligere for virksomheden i forhold til at give medarbejderen penge for at køre for virksomheden i sin egen bil. Så bliver fri bil mere et personalegode, siger Torben Kudsk.
Med et stigende antal firmabiler er Danmark måske på vej i samme retning som Tyskland, Belgien og Holland. Her er det langt mere udbredt, at virksomheder stiller biler til rådighed for deres ansatte, fortæller Torben Kudsk.
Gavner cheferne i store biler
Tallene fra SKAT tyder på, at firmabilerne vokser. I gennemsnit skal hver bruger nu betale skat af en årlig værdi på 70.000 kr.
Det betyder, at cheferne og de andre i fri bil gennemsnitligt netto skal af med højest omkring 40.000 kr. årligt for deres køretøj. Det gælder, hvis de betaler topskat.
Der kører mange BMW'ere, Audi'er og andre store biler som firmabiler. De danske regler begunstiger nemlig de større køretøjer.
- Det vil aldrig kunne gå at have en VW Up! eller lignende mindre biler som fri bil. Der sker nemlig beskatning af bilens værdi ud fra mindst 160.000 kr., siger Torben Kudsk.