Flere er dræbt under skudangreb på pub i Tel Aviv
En ukendt gerningsmand har dræbt og såret adskillige gæster ved et skudangreb på pub i Tel Aviv i Israel.
En ukendt gerningsmand har skudt og dræbt mindst to mennesker på en pub i Tel Aviv i Israel, siger politiet og lægekilder. Syv andre meldes såret.
En ukendt gerningsmand har skudt og dræbt mindst to mennesker på en pub i Tel Aviv i Israel, siger politiet og lægekilder. Syv andre meldes såret. Foto: Oded Balilty/AP/AP


En ukendt gerningsmand har skudt og dræbt mindst to mennesker på en pub i Tel Aviv i Israel, siger politiet og lægekilder.

Syv andre meldes såret.

Et øjenvidne siger til tv-stationen Channel 1, at en mand brugte et automatvåben mod gæster på pubben.

Ifølge politiet er motivet til skyderiet ikke umiddelbart kendt, og gerningsmanden er på fri fod.

- Politiet jagter gerningsmanden, som står bag skyderiet, i Tel Aviv-området. Alle sårede er kørt til hospitaler i Tel Aviv, skriver en talsmand for politiet, Micky Rosenfeld, på Twitter.

Det franske nyhedsbureau AFP's journalist på stedet rapporterer, at ejeren af pubben og caféen var mål for angrebet.

Hundredvis af betjente deltager ifølge nyhedsbureauet i eftersøgningen i centrum af den israelske middelhavsby. Også helikoptere er indsat.

Lægekilder siger, at ni mennesker efter angrebet blev bragt på hospitalet. Ifølge politiet er to af dem erklæret døde.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at skyderiet fandt sted på gaden Dizengoff.

Skudangrebet kommer på et tidspunkt, hvor der i de seneste måneder har været en bølge af palæstinensiske angreb på israelere, men der er ikke oplysninger om, at en palæstinenser skulle stå bag.

20 israelere er blevet dræbt i palæstinensiske angreb siden oktober - blandt andet med knivstik og overlagte påkørsler.

I samme periode er flere end 100 palæstinensere blevet dræbt af israelske sikkerhedsstyrker.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.