De engelske medier er på det seneste svømmet over med historier om sagen, der vedrører overgreb mod børn i den engelske fodboldklub Crewe Alexandra begået af den tidligere træner og talentspejder Barry Bennell.
Flere spillere er de seneste uger stået frem med deres rystende historier, og nu tyder det på, at Crewe langtfra er den eneste klub, hvor børn er blevet misbrugt af trænere og ledere.
Det Engelske Fodboldforbund (FA) har søndag meddelt, at man nu vil gå ind i sagen og undersøge de påstande, som er kommet frem. Det skriver flere engelske medier.
De spillere, som nu er gået til forbundet med deres historier, tegner således et billede af, at tilstandene i Crewe ikke var unikke.
FA har hørt fra spillere, der har berettet om lignende episoder i blandt andet Blackpool, Manchester City, Stoke, Leeds og Newcastle, skriver Sky Sports.
David White, Andy Woodward, Steve Walters og den tidligere landsholdsspiller Paul Stewart er blandt de navne, som er stået frem med historier om, hvordan de blev seksuelt misbrugt som ungdomsspillere.
Barry Bennell fra Crewe blev i 1998 dømt for pædofili og afsonede en dom på ni års fængsel, og han afsoner for tiden en ny dom på to år, som han blev idømt sidste år.
Med de nye anklager risikerer den nu 62-årige Bennell, at han får lov til at se mere til indersiden af fængslet.
/ritzau/