Flere end 5000 kørte for stærkt ved vejarbejde
På Lyngby Omfartsvej er farten sat ned på grund af vejarbejde. Men politiets fotovogn knipser løs.


Nordsjællandske bilister tager åbenbart ikke store hensyn til vejarbejderes sikkerhed eller til andre trafikanter.

I hvert fald er et stort antal bilister blevet afsløret i at køre for stærkt på en strækning med vejarbejde på Lyngby Omfartsvej.

Her må man højst køre 50 kilometer i timen, men rigtigt mange kører for stærkt.

- Vi er meget overraskede over det, siger politikommissær Per Lundbæk fra Nordsjællands Politi.

Specielt fordi ordensmagten på forhånd har udsendt advarsler om, at man er ude for at måle farten.

- Vi har været offensive og har fortalt offentligt på Facebook og Twitter om målingerne, men det har ikke haft den store virkning, konstaterer han.

Ved 14 målinger i maj og juni er flere end 5000 blevet knipset af fotovognen. Alle står til en bøde.

Heraf risikerer 1047 desuden at få en betinget frakendelse af kørekortet. Dette indebærer, at man skal op til en ny teori- og køreprøve.

Nogle gange har fotovognen været på strækningen flere dage i træk, men det gør tilsyneladende heller ikke det store indtryk.

- Det overrasker os, at tallene bliver ved med at være høje. Det er væsentligt flere end forventet, siger politikommissæren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.