Flere dømte i sager om hashhandel i Christiania vil ud af fængslet før tid. De kræver at få afbrudt afsoningen på grund af skandalen om mulig påvirkning af vidner.
Det fortæller advokat Jan Schneider torsdag i Østre Landsret.
- Kaotisk, lyder hans beskrivelse af den usædvanlige situation.
Affæren om en anklagers angivelige påvirkning af politividner giver flere dønninger.
Ikke bare er en sag om 11 tiltalte sat på pause i landsretten. Forleden blev en anden stor hashsag i Københavns Byret udsat, og fire varetægtsfængslede blev sat på fri fod.
Men affæren giver altså også bølgeskvulp andre steder i retssystemet.
- En stribe personer er ved at sende anmodninger til Den Særlige Klageret om at få genoptaget deres sager og at få afbrudt deres afsoning, siger Jan Schneider torsdag.
Det skyldes, at de tre politividner, som angiveligt er blevet instrueret i, hvad de skal sige, har optrådt i flere straffesager, som er afgjort.
"Udpeg S. (ham med hunden i Pusher Street)". Sådan skrev den ansatte anklager skrev til vidnerne, inden de skulle møde i sagen mod de 11 i landsretten.
Politifolkene har fået en nøje vejledning om, hvad de skal sige i forbindelse med en stribe videofilm fra handelsgaden i Christiania.
Opfordringen "udpeg" er også brugt i relation til en anden navngiven person.
Desuden er der ifølge advokat Schneider flere ledende spørgsmål i det materiale, som den nu afsatte anklager i første omgang ikke udleverede til landsretten og til forsvarerne.
Hos Statsadvokaten i København ser man med stor alvor på sagen, lyder det fra vicestatsadvokat Anders Riisager torsdag i landsretten.
- Man burde ikke have stillet de spørgsmål, gentager han om den nu afsatte anklagers kontakt til politividnerne.
Om der ligefrem er sket en overtrædelse af straffeloven, vides ikke. Den Uafhængige Politiklagemyndighed har lige indledt en efterforskning. Men der kan gå flere måneder, før der kommer en afklaring.
/ritzau/