Flere danskere redder liv
To ud af tre danskere, som falder om med hjertestop, får hjælp af vidner, som udøver livreddende førstehjælp.
Vi er blevet bedre til at hjælpe ved hjertestop.
Vi er blevet bedre til at hjælpe ved hjertestop. Foto: MORTEN FLARUP/POLFOTO


Nye tal fra Dansk Hjertestopregister viser, at danskerne er blevet meget bedre til at hjælp folk, som pludselig falder om med et hjertestop.

I 64 procent af hjertestoptilfældene uden for et hospital træder folk til med livreddende førstehjælp, mens det tal blot var 19 procent i 2001. Samtidig er antallet af overlevende steget til det tredobbelte i samme periode.

De nye tal offentliggøres i anledningen af den årlige Hjertestarterdag torsdag.

- Det er en utrolig flot udvikling og en stærk indikator for, at den målrettede indsats, der er gjort i Danmark for at øge antallet af overlevende efter hjertestop, har haft en effekt, siger læge og forsker Mads Wissenberg fra Gentofte Hospital, som står bag forskningen fra Dansk Hjertestopregister.

Mads Wissenberg mener, at det er det store fokus på at uddanne, træne og vejlede befolkningen i førstehjælp, der gør danskerne historisk gode til at træde til, når de oplever et hjertestop.

Og ifølge Jesper Kjærgaard, overlæge på Rigshospitalet og formand for Dansk Råd for Genoplivning, er hurtig hjælp afgørende for overlevelseschancerne ved et hjertestop.

- Hvis vidner til et hjertestop begynder genoplivning, inden ambulancen kommer, overlever én ud af fem personer. Hvis vidner ikke træder til, er det kun én ud af 20, forklarer han.

Chancen for at overleve et hjertestop er omkring 50 procent, hvis der ud over hjertemassage og kunstigt åndedræt gives stød med en hjertestarter, inden ambulancen kommer. Derfor er det vigtigt, at danskerne ved, hvor de kan finde en.

Ifølge Grethe Thomas, projektchef i Trygfonden, så skulle det være blevet lettere. Antallet af registrerede hjertestartere i Danmark er nemlig steget fra 8400 til 10.560 på blot et enkelt år.

Trygfonden driver hjemmesiden www.hjertestarter.dk, hvor alle kan registrere deres hjertestartere og se, hvor den nærmeste er.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.