Antallet af danskere på kontanthjælp og lignende ydelser gik en smule frem i marts. I alt 168.800 får disse ydelser, hvilket er 300 flere end måneden før.
Målt i forhold til marts sidste år er der tale om en stigning på ca. 7000 personer. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
- Stigningen i antallet af kontanthjælpsmodtagere over det seneste år kan bl.a. ses i lyset af de dårlige konjunkturer.
- Men den er også en påmindelse til politikerne om, at de bør gennemføre politiske tiltag, der reducerer antallet strukturelt, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den liberalt-borgerlige tænketank Cepos.
Han roser regeringen for at ville reducere den årlige regulering af blandt andet kontanthjælp, så den stiger i takt med priserne i stedet for lønnen de kommende år.
- Det vil over tid kunne nedbringe antallet af kontanthjælpsmodtagere, blandt andet fordi forskellen mellem at være i beskæftigelse og kontanthjælp vokser, mener Mads Lundby Hansen.
Han mener også, at man kan sænke kontanthjælpen til SU-niveau for de 25-29-årige. Det vil øge tilskyndelsen til at tage et job eller starte på en uddannelse, påpeger Mads Lundby Hansen.
Opgørelsen viser, at antallet af ikke-aktiverede på kontanthjælp er steget med ca. 1000 den seneste måned til godt 100.000.
Antallet af aktiverede på kontanthjælp er den seneste måned gået 1100 op til 56.400.
Til gengæld er antallet på ledighedsydelse faldet med ca. 600 til ca. 17.600.