Flere amerikanske homoseksuelle kan gifte sig
Tirsdag er vielser mellem homoseksuelle blevet tilladt i yderligere fem stater.
Vil du gifte dig med mig? Homoseksuelle amerikanere kan nu få lov til at sige ja til hinanden i yderligere fem stater. Det fastslår en domstol i San Francisco. Arkivfoto.
Vil du gifte dig med mig? Homoseksuelle amerikanere kan nu få lov til at sige ja til hinanden i yderligere fem stater. Det fastslår en domstol i San Francisco. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Mand og mand, kone og kone.

Homoseksuelle borgere i de amerikanske stater Idaho, Nevada, Arizona, Montana og Alaska kan frit gifte sig, efter at en domstol i San Francisco har vurderet, at forbud mod homovielser ikke er lovlige.

Dommen faldt i forhold til staterne Idaho og Nevada, men eftersom kendelsen er bindende i hele domstolens region, gælder det også for de tre andre stater, som hidtil ikke har tilladt vielser mellem homoseksuelle borgere.

- Idahos og Nevadas ægteskabslove, der drejer sig om at forhindre par af samme køn i at gifte sig, hvilket ellers kan ske andre steder, gør omfattende retlig, økonomisk, social og psykisk skade på et stort antal indbyggere i disse stater, skriver dommer Stephen Reinhardt.

I Idaho er det lesbiske par Ty Carson og Becky McGavin blandt dem, der nu vil skynde sig til rådhuset for at få de nødvendige tilladelser.

- Det her overgår mine vildeste fantasier. Jeg forsøger lige nu at få fat i Becky, så vi kan blive gift så hurtigt som muligt, siger Ty Carson.

Mandag blev det også muligt for homoseksuelle i staterne Virginia, Oklahoma, Utah, Wisconsin og Indiana at beslutte sig for at blive gift, selvom staterne tidligere har forbudt det.

Det skete, da den amerikanske højesteret afviste sager, hvor lavere domstole allerede har dømt, at staternes forbud mod homoseksuelle ægteskaber ikke holder.

I stedet lod retten de lavere domstolsafgørelser bestå og godkendte dermed indirekte, at homoseksuelle vielser skal være lovlige i de fem stater.

Med udviklingen bliver listen over stater, hvor homoseksuelle amerikanere kan gifte sig, ved med at vokse. Med de nyeste kendelser er det snart muligt at sige ja til sin partner af samme køn i 35 delstater.

I 2004 blev Massachusetts den første amerikanske stat, som gjorde det lovligt for homoseksuelle at blive gift.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.