Flere ambulancer skal køre med blå blink i Syddanmark
Region Syddanmarks vagtcentral indfører i morgen en ny udrykningstype, hvor ambulancen vil køre med blå blink, selvom der ikke er tale om en alvorlig ulykke.
Hidtil har ambulancerne kun kørt med udrykning ved mere alvorlige ulykker, men det ændrer man nu i region Syddanmark.
Hidtil har ambulancerne kun kørt med udrykning ved mere alvorlige ulykker, men det ændrer man nu i region Syddanmark. FOTO: www.colourbox.dk


Tilskadekomne, der ligger ude i regnen eller til offentligt skue midt i en butik, vil nu blive hentet med blå blink, også selv om det kun drejer sig om et brækket ben. Det oplyser DR Fyn.

Hidtil har ambulancerne kun kørt med udrykning ved mere alvorlige ulykker.

Region Syddanmarks vagtcentral indfører i morgen en ny udrykningstype, hvor ambulancen vil køre med blå blink, fordi omstændighederne omkring patienten gør, at den skal nå hurtigt frem.

- Hvis en patient for eksempel har haft et krampeanfald i en butik, så er det ikke rart at ligge der og være sløv og sløj. Der vil vi så sætte lidt fart på, siger overlæge Gitte Jørgensen ved regionens vagtcentral til DR Fyn.

Men selvom der bliver kørt med udrykning, så kan ambulancen bruges til andre og mere hastende opgaver, hvis de opstår i nærheden.

- Ambulancen kan omdirigeres til en anden opgave, hvis den haster mere set ud fra patientens tilstand. På den måde sikrer vi, at den, der har størst behov, får ambulancen først, siger Gitte Jørgensen.

Ambulancekørslen i hele landet bliver inddelt i fire typer fra A til D. A er til livstruende tilfælde, mens B er til hastende, men ikke livstruende situationer. Region Syddanmark kalder den nye type for B1.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.