Det var først nogle timer efter, at Flemming via Facebook havde fået nyheden om, at Siemens lukker sin vingefabrik i Engesvang ved Silkeborg, at han fik besked fra chefen om, at han var fyret sammen med 429 kolleger.
Det fortæller Flemming, som ikke ønsker sit efternavn frem, til Ekstra Bladet.
- Jeg synes, det er meget mærkeligt, at man skal læse sådan noget i medierne. Godt nok er jeg på ferie, men de kunne da godt lige have ringet, før de informerede medierne, siger Flemming til avisen.
Til Ekstra Bladet siger pressechef hos Siemens, Rasmus Windfeld, at det er beklageligt, at ikke alle er blevet informeret om lukningen, før de læste om det i pressen.
- Vores hensigt har været at informere alle vores medarbejdere først. Er det ikke sket, er det selvfølgelig beklageligt, siger Rasmus Windfeld.
Til Ekstra Bladet siger Flemming, at det kommer bag på ham, at fabrikken lukkes, for så sent som i sidste uge blev der søgt efter flere folk.